Mia Hundvin på vej til dansk håndbold
Det ser nu ud til at HåndboldLigaens førerhold FIF får fingre i den ombejlede norske verdensmester Mia Hundvin.
Venstrefløjen, der blev kåret til bedste spiller i VM-finalen sidste år, har fået grønt lys af sin klub Tertnes til at udnytte en klausul i sin kontrakt, der giver hende lov til at forlade klubben før tid, såfremt hun vælger en uddannelse, som ikke findes i Bergen-området.
Over for den norske avis Verdens Gang bekræfter Hundvin nu, at hun begynder på en tv-uddannelse i den danske hovedstad efter sommerferien. Dermed ligner klubskiftet en formalitet.
Samme avis konstaterer da også, at næste stop for Hundvin er FIF, hvor hun så bliver klubkammerat med veninden Camilla Andersen - der tidligere har takket nej tak til et tilbud fra netop Tertnes.
FIF's formand Bjarne Langkilde bekræfter over for Ritzau, at han har været i tæt dialog med Hundvin.
- Hun er bestemt interesseret i at spille hos os, men før de andre forudsætninger (uddannelsen, red.) falder endeligt på plads, kan jeg ikke gøre mere. Hvis hun er kommet ind på studiet, er det et væsentligt skridt i den rigtige retning, siger Langkilde, der selvfølgelig betragter det som en stor fordel, at FIF ikke skal betale overgangssum for den norske spiller.
Hvis Mia Hundvin som forventet melder sig ind i FIF, kan hun måske få følgeskab af sin danske klubkammerat Janne Kolling, der også har været i kontakt med Frederiksberg-klubben.
- Jeg kan ikke benægte, at vi har talt med hende, men mere end snak er det endnu ikke blevet til. Hun har et år mere tilbage af sin kontrakt, som hun først skal løses fra, så Janne Kollings klubskifte er i øjeblikket længere væk, understreger Bjarne Langkilde.
/ritzau/