Sands drøm går i opfyldelse
Ebbe Sand får sin drøm om karriere i en udenlandsk fodbold opfyldt til sommer.
Til den tid skifter den 26-årige Brøndby-bomber og landsholdsangriber nemlig til den tyske Bundesliga-klub Schalke 04, hvor han bliver den fjerde dansker i klubben.
Sand har længe forhandlet med Schalke 04, og så sent som efter landskampen onsdag aften mod Sydafrika kunne han bekræfte, at forbindelsen med tyskerne var brandvarm.
Torsdag eftermiddag kom så pressemedelsen fra Brøndby IF, hvor Superliga-klubben meddelte, at Ebbe Sand den 1. juni i år overgår til Schalke 04 på en fire-årig kontrakt.
Aftalen er indtil videre betinget af, at danskeren består det obligatoriske helbredstjek. Men det bliver næppe det store problem for Sand, som netop nu er på toppen både fysisk og på banen.
Således er det blevet til scoringer fra Sands side i de seneste tre landskamp og i søndags nettede den farlige angriber to gange i de blå-gules 3-0-sejr over AB. En sejr som ikke bare demonterede ABs guldfavoritstatus, men også sendte de regerende mestre tilbage på førstepladsen i ligaen. Dermed kom Sand op 14 sæsonmål, hvilket i øjeblikket rækker til en fjerdepladsen på Superligaens topscorerliste.
Det har dog længe ligget i kortene, at Sand ville mere end "blot" hente mesterskaber hjem til Brøndby.
Men alligevel det været et langt sejt træk for jyden, som nærmest ved et tilfælde endte i Brøndby.
Oprindeligt var Ebbe og hans tvillingebror Peter nemlig på vej til Lyngby FC efter ungdomsårene i Hadsund, hvor han blandt andet blev trænet af sin far Ejner Sand.
-Peter skulle til Lundtofte for at læse til kemiingeniør på Danmarks Tekniske Universitet. Jeg ville også studere til ingeniør, og så kunne det lige så godt blive på DTU. Det fik Ebbe Skovdahl (Brøndby-træner, red.) og Rudolf Larsen (Brøndby-formand Per Bjerrgaards far, red.) et praj om. De kom over og så os an i en sommerkamp mod Osnabrück, og straks efter inviterede de os begge til at spille i Brøndby, husker Ebbe Sand om episoden tilbage fra sommeren 1992.
Derfor blev Lyngby FC, som ellers var dejligt tæt på bopælen på kollegiet i Lundtofte, udskiftet med vestegnsklubben. Og det var navnebror Skovdahls visit i Hadsund, som gjorde udslaget. Peter stoppede dog efter nogle år og er nu på kontrakt i Ølstykke. Men Ebbe holdt ved. Lige fra Brøndbys tredjehold i Sjællandsserien over Danmarksserie-mandskabet og op til yderkanten af Superligaholdet, hvorpå han debuterede i 1993.
Det endelige gennembrud for de blå-gule kom da Brøndby i august 1997 solgte angriberen Peter Møller til hollandske PSV Eindhoven.
Det skabte et tomrum i front på holdet. Et rum som Ebbe Sand lige siden har udfyldt.
-Da Peter Møller rejste, prøvede klubben først Ruben Bagger helt fremme, men det gik ikke så godt, og Ruben blev flyttet tilbage på venstre midtbane. En plads, han også selv siger, passer ham bedre. I stedet fik jeg chancen, og i min første kamp på pladsen (den 5. oktober mod Ikast, da Brøndby vandt 5-0, red.) var jeg heldig at score tre gange. Jeg blev med det samme udråbt til Møllers afløser. Det var noget af et pres at bliver underlagt, men heldigvis har det bare kørt derudaf lige siden, har den 26-årige angriber fortalt til Ritzaus Bureau.
Men inden Ebbe Sand "sprang" ud som angriber, så opfattede han sig selv som en offensiv midtbanespiller.
-Var jeg blevet spurgt før Peters afgang, havde jeg sagt, at jeg hellere ville spille på den forreste midtbane. Men efter jeg er blevet skarpere inde i "boksen", må jeg sige, at det er den plads, der passer mig absolut bedst, har Ebbe Sand sagt om sit hamskifte på banen.
I sidste sæson kom Ebbe Sand op på 28 sæsonmål og havde dermed sin store andel i Brøndbys tredje guldtriumf på stribe.
De mange mål skaffede ham en plads i landsholdstruppen, hvor det blev til debut i 0-2-testkampen mod Norge i Parken forud for VM.
Også en plads i VM-truppen blev det til. Under slutrunden kom Ebbe Sand på banen i alle Danmarks fem kampe, og han huskes specielt for sit smukke mål mod Nigeria i ottendedelsfinale i Paris.
Efter VM-slutrunden blev Ebbe Sand syg med testikelkræft, men kom sig relativt hurtig over den alvorlige sygdom.
Med Sands skifte til Schalke 04, opnår Brøndby en transferbetaling, der kan matche de største transferbetalinger, der hidtil er sket til en dansk klub, meddelte Brøndby torsdag.
Parterne vil dog ikke oplyse beløbets størrelse, men det må ligge i omegnen 25 millioner kroner, hvis det skal matche de 25,9 mio. kroner, som OB i februar 1997 fik, da den engelske Premier League-klub Blackburn købte Per Pedersen.
Den næststørste handel med en dansk Superliga-spiller til en udenlandsk klub fandt sted i efteråret `97, da Ajax Amsterdam købte Jesper Grønkjær fra AaB for cirka 24 mio. kroner. Grønkjær tiltrådte dog først i den hollandske klub i sommeren `98.
I Schalke jubler man over, at Ebbe Sand nu er på vej til klubben.
-Vi har fulgt Ebbe i godt to år, og nu har vi endelig fået ham til klubben, sagde en glad Schalke 04-manager, Rudi Assauer, torsdag eftermiddag til det tyske nyhedsbureau DPA.
Brøndby-bomberen bliver dermed den fjerde dansker, som kommer til at spille for Schalke 04. Før den 26-årige Sand har nemlig Alex Nielsen, Bjarne Goldbæk og Bent "Turbo" Christensen optrådt på hjemmebanen Park Stadion for Bundesliga-klubben.
Da Bent Christensen i sommeren 1991 skrev kontrakt med tyskerne, smed de cirka 20 millioner kroner på bordet for danskeren. Hvilket dengang var rekord for en dansk liga-spillers skifte til en udenlandsk klub.
"Turbo" fik dog langt fra den forventede succes syd for grænsen og måtte som ofte tage til takke med en bænkevarmer-tjans.
Bent Christensen dårlige oplevelser skræmmer dog ikke Ebbe Sand.
-Jeg skal da høre Bent om forholdene i Schalke. Men vi er to forskellige angrebstyper med to forskellige karriereforløb, så jeg mener ikke, at man kan sammenligne hans situation med min, sagde Ebbe Sand efter Superliga-kampen søndag mellem Brøndby og AB.
I Schalke skal Ebbe Sand være med til at spille det mesterskab, som klubben tørster så voldsomt efter, i hus.
Klubben har været har tysk mester syv gange, men seneste gang ligger helt tilbage i 1958. Derudover har Schalke vundet den tyske pokalturnering to gange samt UEFA Cup`en i 1997.
I den øjeblikkelige Bundesliga-stilling er Schalke 04 placeret på en 10. plads med 34 point. Og klubben har hele 31 point op til Bayern München på førstepladsen.
---------------
FAKTA-BOKS:
---------------
Fakta om Ebbe Sand:
Født den 19. juli 1972 i Hadsund.
Højde: 180 cm. Vægt: 78 kg.
Aktiv karriere: ca. 1977 -august 1992: Hadsund. August 1992 -juni 1999: Brøndby. Juni 1999-: Schalke O4
Topscorer i Superligaen 1997/98 med 28 mål.
Titler: Dansk mester med Brøndby 1996, 1997, 1998.
Pokalvinder 1998.
A-landskampe: 13/fire scoringer.
Uddannelse: Akademiingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, i Lundtofte februar 1995 med bygning som speciale.
Privat: Bor i Smørrum, hvor de korte pauser fra grønsværen fordrives med bl.a. golf. I efteråret 1997 nåede Sand at tage aftenskolefag i afsætnings-og drifts-økonomi på Ingeniørernes Lederuddannelse i Ballerup.
/ritzau/