Rusland tilbage på VM-isen: »Det er en rigtig god dag for Putin«
Den Internationale Sportsdomstol besluttede fredag, at Rusland skal tilbage i international ishockey. En beslutning, der vækker bekymring og kan ende med at føre til en »blodig ironisk« situation.
På isen i Bolshoy Ice Dome i Sotji var Vladimir Putin i topform.
Ifølge den russiske præsidents kontor scorede han hele 10 mål i en showkamp i 2019, der endte med en storsejr på 14-7.
Fredag fik Putin endnu en sejr, da Den Internationale Sportsdomstol, CAS, besluttede, at Rusland og Belarus må deltage ved VM i ishockey fra 2027.
Det sker, selv om Det Internationale Ishockeyforbund, IIHF, ønsker at fastholde udelukkelsen af russerne, der har været gældende siden invasionen af Ukraine i februar 2022.
Beslutningen vækker bekymring hos Jens Sejer Andersen, stifter af og seniorrådgiver i organisationen Play the Game, der arbejder for at fremme demokrati i international idræt.
»Der er rigtig mange europæiske idrætsforbund, der er imod samarbejdet med Rusland, så vil der helt sikkert opstå en masse spændinger.«
Jens Sejer Andersen fremhæver blandt andet dilemmaet om, hvorvidt de europæiske lande, der har forbud mod at udstede visum til russiske statsborgere, vil udstede dem til atleterne.
Tilskuere og spillere i fare
Afgørelsen fra CAS betyder, at Rusland allerede næste år kan deltage i VM, der afholdes i Tyskland.
Efter afgørelsen lød det fra Det Tyske Ishockeyforbund (DEB), at Ruslands deltagelse vil have »signifikante konsekvenser sikkerhedsmæssigt, politisk og økonomisk for os som værter«.
Netop sikkerhed lå til grund for CAS’ afgørelse fredag. IIHF besluttede tidligere i år at fastholde udelukkelsen af hensyn til sikkerhed og tryghed. Det fik Rusland til at appellere, men ishockeyforbundets appelinstans fastholdt beslutningen.
Derefter indbragte Rusland sagen for CAS, som efter en høring nu har vurderet, at argumentet om at udelukke Rusland på baggrund af sikkerheds- og tryghedshensyn ikke var underbygget af tilstrækkelige beviser.
Jens Sejer Andersen er overrasket over beslutningen fra CAS, da der ifølge ham er flere risici ved at lade Rusland deltage.
»Rusland befinder sig i en form for hybridkrig med Europa, og der kan derfor være risiko for aktioner, der bringer tilskuere og spillere i fare. Hele den spændte politiske atmosfære kan få nogen til at reagere uhensigtsmæssigt,« siger han.
Rollerne byttes om
Domstolens afgørelse er ifølge Jens Sejer Andersen en del af et større mønster, hvor Rusland i højere grad kommer ind i varmen i international idræt.
Play the Game-stifteren peger på Den Internationale Olympiske Komités (IOC) beslutning i juli om at ophæve den midlertidige suspendering af Ruslands olympiske komité, hvilket betyder, at de russiske atleter kan deltage i OL-kvalifikationen frem mod OL i Los Angeles i 2028.
Jens Sejer Andersen fremhæver, at Rusland tirsdag også blev tildelt værtsskabet ved VM i vægtløftning i 2030.
Fredagens afgørelse skaber også et dilemma ikke bare for de kommende tyske værter, men for europæiske lande generelt. Nægter de at sige ja til russisk deltagelse, kan det ifølge Jens Sejer Andersen ende med, at rollerne byttes om.
»Hvis IOC gennemfører det krav, at man kun kan blive værtsland for store internationale idrætsbegivenheder, hvis man accepterer russisk deltagelse, kan Europa komme ud for det samme, som Rusland har været ude for i de seneste år, nemlig at man ikke kan tiltrække store mesterskaber.«
Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, udtalte efter fredagens afgørelse, at beslutningen er »bekymrende«. Alligevel opfordrer han Danmarks Ishockey Union (DIU) til at deltage.
»Vores holdning, som den altid har været: Det er ikke de danske atleter, der skal blive væk, det er de russiske,« siger Hans Natorp.
Blodig ironi
I Rusland er ishockey sammen med den russiske variant af hockey, bandy, nationalsport.
Jens Sejer Andersen peger på, at sporten i høj grad bruges af Rusland i nationalistisk og militaristisk propaganda, hvorfor dagens dom vækker glæde i Moskva.
»Det var særligt smertefuldt for Rusland, da de på grund af krigen i Ukraine blev udelukket fra at dyste med resten af verden i en af deres nationalsportsgrene. Derfor er det også en meget stor politisk triumf for Putin, at de nu skal med til VM.«
Herrernes VM, der spilles i Tyskland i maj, har allerede sine 16 deltagernationer, og derfor mener IIHF ikke, at CAS’ beslutning tager højde for de praktiske aspekter.
Ifølge Henrik Bach Nielsen fra DIU, der har været en del af processen omkring IIHF’s udelukkelse, vil Rusland og Belarus på baggrund af fredagens afgørelse derfor komme til at indtage de to oprykkeres pladser i A-gruppen for herrer.
Det ene land, der derfor vil blive sorteper og ikke komme med, vil være nyligt oprykkede Kasakhstan.
Det andet?
Det vil såmænd være Ukraine.
Ifølge Jens Sejer Andersen vil det sætte en »tyk streg under urimeligheden i CAS’ beslutning«, hvis det lige præcis er Ukraine, der skal ofres, for at Rusland kan få plads.
»Det ville jo være en blodig ironisk situation, hvis det endte sådan. Og så vil smilet i Kreml sikkert bare blive endnu bredere, end det er i forvejen.«
De tyske VM-værter skriver fredag efter dommen, at de skal evaluere CAS’ afgørelse sammen med IIHF og undersøge, hvad de næste skridt skal være.