Fortsæt til indhold
Sport

Vovet spring giver skøjteekvilibrister frihed

Et 47 år langt forbud mod baglæns saltoer er ophørt i kunstskøjteløb. Springet kræver mod og store tekniske færdigheder, men gevinsten er ikke stor.

En baglæns salto er svær nok i sig selv.

Læg dertil risikoen for at hamre hovedet ned i knaldhård is, og så har du den primære årsag til, at tricket har været bandlyst i kunstskøjteløb i et halvt århundrede.

Terry Kubicka skabte store overskrifter, da han i 1976 udførte det opsigtsvækkende spring ved vinter-OL i Innsbruck og gentog det ved VM samme år.

Dengang var det lovligt, men dommerne belønnede ham ikke ligefrem for vovemodet. Amerikaneren opnåede blot sekundære placeringer, og i 1977 blev det besluttet at give minuspoint til deltagerne for at hænge på hovedet.

Kubickas salto var den eneste lovlige af slagsen helt frem til 2024, hvor Den Internationale Skøjteunion (ISU) skiftede mening og fjernede forbuddet.

»Saltolignende spring er meget spektakulære, og nu om dage er det ikke længere logisk at kategorisere det som en ulovlig bevægelse,« lød det i forslaget, som blev vedtaget på forbundets kongres i Las Vegas.

Men bare fordi det nu er inden for skøjtelovens rammer, er det ikke bare ét trick blandt mange, som udøverne lige tager ned fra hylden. Sværhedsgraden er simpelthen for stor, vurderer den tidligere kunstskøjteløber Michael Tyllesen, som er seneste danske OL-deltager i sporten og i dag arbejder som cheftræner i Tårnby Skøjteklub.

»Jeg har landet spring med tre en halv omgang i luften, hvor jeg roterede rundt om mig selv, men jeg ville være mega bange for at rotere med hovedet nedad, selv om det kun er én omgang.

Hvis man ikke lærer det fra barnsben, er det svært, især fordi kunstskøjteløb i forvejen er en af verdens sværeste sportsgrene med mange nye spring og piruetter, man konstant skal lære,« forklarer han.

Normalt har kunstskøjteløbere fokus på at rotere om egen akse. For at udføre en baglæns salto kræver det en rotation på langs, og det stiller helt andre krav til den tekniske udførsel. Springet skal trænes utallige gange med hjelm, mens man er spændt fast i seler, der forhindrer udøverne i at ramme isen ved fald.

Af samme årsag er det mest skøjteløberne med erfaring fra gymnastikken, som kaster sig ud i det vovede spring.

En af dem er amerikaneren Ilia Malinin, som er den store favorit til at vinde guld hos mændene ved det igangværende vinter-OL. Egentlig behøver han ikke lave den baglæns salto, bemærker Michael Tyllesen. Men Malinin har råd til det.

»Det er et wow-element, men det giver ikke tekniske point. Det kan give lidt ekstra i de kunstneriske point. Du får et point i fradrag for at falde, men Malinin er så overlegen og har så mange ekstra point, at han kan lave hvad som helst,« siger Michael Tyllesen.

Danskeren påpeger, at det giver atleterne en kreativ frihed, når de skal sammensætte deres program. Malinin gør det da også kun, fordi han kan lide det.

»Jeg valgte at gøre det til en del af min frie koreografi, fordi det passer rigtig godt til musikken. Det får publikum til at klappe, det føles meget spændende, og så kan jeg bare rigtig godt lide det,« sagde han i 2024 til USA’s skøjteforbunds hjemmeside.

Men selv om gevinsten er minimal, når pointene skal uddeles, viser flere interesse for at gøre springet til en del af deres koreografi. Den tidligere OL-deltager har selv fået en forespørgsel fra et af Tårnbys unge medlemmer.

»Han har sagt, at han rigtig godt kunne tænke sig at prøve det. Men jeg siger, at det bliver ikke sammen med mig. Jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg ikke har forstand på, hvordan man skal gøre det,« siger han.

Mens det har været forbudt i officielle konkurrencer, har det i mange år været kutyme at lave de spektakulære spring til en del af diverse shows på is.

Tyllesen har selv været en del af ”Holiday on Ice” i 10 år, men dengang var saltoerne ikke en del af det enorme show. Det var det til gengæld andre steder, og det kan gå grueligt galt, påpeger han.

»Jeg har hørt om folk, der er faldet og har brækket nakken på grund af ”backflips”,« siger han.

Konkurrencerne i kunstskøjteløb ved OL i Norditalien er i fuld gang. For syvende gang i træk er det uden dansk deltagelse.