Du husker det måske ikke, men Clara Tausons 2025 har faktisk været helt vildt. Nu peger hun på forklaringen
2025-sæsonen gav Clara Tauson selvtilliden til at slå topspillere på stribe, og med plads til forbedring tror hun på, hun kan blive grand slam-vinder en dag.
»Det er dejligt at ligge nummer 12 i verden og føle, at der stadig er mange ting, jeg kan forbedre.«
Tennisspilleren Clara Tauson kigger selvsagt tilbage på sin store gennembrudssæson med glæde. Hun beskriver den som »fantastisk« og »bedre end nogensinde før«, men som den perfektionist, hun er, dvæler hun ikke ved den.
Allerede i samme sætning kigger hun fremad, for hvad kan det ikke blive til?
2025 var nemlig året, hvor hun for alvor viste, at hun kan bide skeer med de allerbedste.
Hun indledte året som verdens nummer 50, men steg op i verdenseliten efter at have slået top-10-spillere og grand slam-vindere som Aryna Sabalenka, Iga Swiatek, Emma Navarro, Elena Rybakina og Madison Keys.
»Jeg har givet mig selv lov til at lave flere fejl og spille aggressivt. Jeg blev alt for passiv sidste år. I år var jeg fri til at serve og slå så hårdt, jeg kan. Og så har det gjort en kæmpe forskel, at jeg har følt mig fit,« lyder Tausons umiddelbare forklaring på succesen.
Hun føler, hun lagde bunden til den gode sæson allerede i efteråret 2024, da hun efter en periode med Lars Christensen som træner i stedet tilknyttede kæresten Kasper Elsvad, der har været med på rejsen lige siden.
»Jeg fik ikke de bedste resultater i Asien i slutningen af 2024, men jeg fandt frem til mit spil, som jeg følte, der var fremtid i. Det var befriende at mærke efter nogle år, hvor jeg ikke ramte det, jeg havde lyst til.«
I forberedelserne til 2025 blev der lagt vægt på at grundlægge en stærk fysik, og Tauson kom buldrende ud til sæsonen med turneringssejren i Auckland.
Måneden efter leverede hun årets største bedrift ved at slå den ene topspiller efter den anden og nå finalen i WTA 1000-turneringen i Dubai, hvor hele verdenseliten var med.
»Jeg har altid spillet min bedste tennis mod de bedste, og jeg har altid følt, jeg kunne være med, men så tabte jeg måske 4-6 i tredje sæt,« eksemplificerer Tauson.
»Det med at slå en top-10-spiller og så blive ved med at slå topspillere er utroligt svært, men oplevelsen i Dubai gjorde, at jeg stolede på, jeg havde fysikken til at kunne gøre det dag efter dag. Det var vigtigt mentalt, og det gjorde, at jeg fik selvtillid til at gøre det i flere turneringer.«
Eksperter har da også nævnt Tauson som en mulig grand slam-vinder, og det er hendes store drøm, men 22-årige Tauson har ikke travlt.
Hun minder om, at hun med to ottendedelsfinaler som de hidtil bedste resultater stadig har sit store grand slam-gennembrud til gode.
»Jeg føler ikke, at der står noget i vejen for, at jeg kan vinde en grand slam, men om det lige bliver næste år eller et af de efterfølgende år, ved jeg ikke. Det kræver, man spiller god tennis over to uger. Jeg synes, det er nemmere i én uge, hvor man er i flow hver dag. Og der er også meget at forholde sig til ved grand slams.«
Tauson er bevidst om, at det kræver optimering at tage karrieren til et endnu højere niveau.
Efter Australian Open er planen blandt andet at tage en fysisk træner med til nogle turneringer.
»Jeg kan godt lide, at det bare er mig og Kasper, da jeg så ikke skal forholde mig til så meget andet, men i nogle uger prøver jeg at arbejde en ekstra én ind, for jeg er sikker på, at der skal investeres for at nå et ekstra niveau. Der er behandlingsmuligheder til turneringerne, men tit er der en kø på 10 spillere, og man skal vente i flere timer, så tiden kan bruges mere effektivt, og det er en fordel at have én, der arbejder specifikt med din krop.«
Til sæsonens første turneringer i Brisbane og Adelaide i de første uger af januar før grand slam-turneringen i Melbourne er det bare Tauson og Elsvad.
De har arbejdet stenhårdt op til sæsonen med igen at lægge en stærk fysisk grundform, og på tennisfronten er fokus rettet mod at løfte returneringerne til et højere niveau.
»Det er et stort fokuspunkt. I forhold til hvor god min serv er, vil det kunne hjælpe mig til at lukke kampene hurtigere, hvis jeg kan returnere bedre. Det er ikke en af mine stærke sider. Jeg føler, jeg får chancerne i mine returgames, så kan jeg være skarpere på dem, kan jeg gøre det nemmere for mig selv. Og det er i de her seks-syv ugers preseason, man har tid til at træne de tekniske ting.«
Og så er vi tilbage ved følelsen af at have plads til forbedring med en position lige uden for top-10.
»Jeg føler, alt er muligt, og at jeg har potentialet til at lave rigtig store ting, hvis tingene flasker sig. Men det kan også være, det ikke bliver en lige så god sæson som i 2025. Jeg er også realist, og tennis handler også meget om momentum og held,« siger Tauson.