Fortsæt til indhold
Sport

Riemer støtter uheldig Dorgu: Han rejser sig hurtigt

Brian Riemer har sendt en støttebesked til Patrick Dorgu efter uheldig aktion og udvisning onsdag aften.

/ritzau/

Fodboldlandstræner Brian Riemer er sikker på, at Patrick Dorgu hurtigt rejser sig fra onsdagens mareridtskamp mod Ipswich i Premier League.

Manchester United-backen var først impliceret i et indkasseret mål og fik siden et direkte rødt kort for en grim stempling, men selv om der nu venter et par karantænedage, kommer det næppe til at slå Dorgu ud.

Han er trods sine bare 20 år mentalt stærk, pointerer landstræneren, der selv har sendt en støttende besked til Dorgu.

- Det er rigtig synd og ærgerligt for ham, at han løb ind i en besværlig kamp i går (onsdag, red.), men det sker i fodbold. Det har alle spillere prøvet, og jeg er sikker på, at han rejser sig igen.

- Han er en mentalt stærk dreng, og han har allerede bevist, at han kan håndtere den bevågenhed, der følger med at spille for henholdsvis landsholdet og Manchester United. Jeg er sikker på, at han er hurtigt videre, for trænerstaben i United tager uden tvivl godt vare på ham og støtter ham.

- Jeg skrev en besked til ham efter kampen i går for lige at vise min support, og han ved, at alle støtter ham. Han skal selvfølgelig selv håndtere situationen i sidste ende, men man skal også huske, at det ikke var værre. Hans hold vandt stadig kampen 3-2, siger Brian Riemer.

Dorgu kom i rampelyset efter få minutter, da han spillede bolden forbi målmand Andre Onana, så Ipswich kunne score i et tomt mål. Kort før pausen kom han skævt ind i en duel og stemplede sin modstander på benet og blev udvist.

- At de to situationer lige sker i samme kamp er ærgerligt og uheldigt, men jeg er helt sikker på, at en skidt kamp ikke bremser ham.

- Målet var en misforståelse, længere er den ikke. Som træner ville det være langt værre, hvis han stod skidt positioneret eller ikke kunne dække op. Det her var bare en ærgerlig kommunikationsfejl, og jeg tror heller ikke, United bruger tid på at gennemanalysere den situation.

- Det røde kort var branduheldigt. Det ligner, at han næsten faldt ind i ham og ramte ham utilsigtet. Det sker i fodbold, siger Brian Riemer.

Det var danskerens fjerde kamp for Manchester United, efter at han 2. februar skiftede fra italienske Lecce.

Trods onsdagens uheldige hovedrolle har Dorgus indtog i den eksponerede storklub overgået landstrænerens forventninger.

- Jeg er dybt imponeret af ham. Da han skiftede til United, kunne jeg godt være betænkelig, men selvfølgelig skulle han tage det skifte, og han har gjort det rigtig godt.

- Jeg var selv ovre og se ham live på Goodison (udekamp mod Everton 22. februar, red.), og jeg synes, at han var tæt på at være Uniteds bedste mand i første halvleg, fordi han satte fart, kom til indlæg og i al almindelighed fyldte sin plads godt ud.

- Overordnet set er jeg meget imponeret af hans start i United. Den lover godt for både Uniteds og landsholdets fremtid, siger landstræneren.

Patrick Dorgu debuterede for Danmark i september. Han har spillet fire landskampe og scoret et mål.