Fortsæt til indhold
Sport

Midt i sejrsglæden ærgrede Nikolaj Jacobsen sig over behandlingen af sine to stjerneskud

For sjette slutrunde i træk skal Danmarks håndboldherrer spille om medaljer. En stor præstation, men landstræneren var ikke ubetinget tilfreds efter kvartfinalesejren over Sverige.

Det er ingen selvfølge at spille medaljekampe slutrunde efter slutrunde, selvom man har verdens bedste landshold.

Det pointerer de danske håndboldherrer igen og igen, samtidig med at de gang på gang spiller sig videre til netop medaljekampene – nu for sjette turnering i træk.

Nikolaj Jacobsen var derfor en stolt landstræner efter Danmarks kvartfinalesejr på 32-31 over Sverige.

»Vi har arbejdet hele sommeren på at komme i finaleweekenden. Det er vi nu. Det er jeg glad for,« sagde han efter kampen.

»Det var to virkelige gode hold. Jeg må også rose svenskerne for at spille en fantastisk håndboldkamp – specielt Felix Claar. Ham kunne vi slet ikke styre,« sagde han om svenskeren, der scorede syv gange.

For tredje kamp i træk vandt Danmark over Sverige ved en slutrunde, og som sædvanligt blev det en tæt omgang. Sverige var f.eks. i front med et mål med et kvarter igen.

»Det holdt virkelig hårdt, og der skulle bruges mange kræfter og ressourcer – også mange flere end i de andre kampe. Vi skulle ty til mange flere taktiske ting. Vi prøvede at udfordre dem med offensivt og defensivt forsvar, men de spillede en virkelig god kamp. Men vi spillede også selv på et ekstremt højt niveau. Vi fandt hele tiden løsninger, selvom vi var presset i anden halvleg,« sagde Nikolaj Jacobsen.

Midt i glæden over avancementet til fredagens OL-semifinale ærgrede landstræneren sig dog over dommerpræstationerne.

Ifølge landstræneren tillader dommerparrene ved OL de svenske modstandere at gå alt for hårdt til Mathias Gidsel og Simon Pytlick.

»Jeg skal være ærlig og sige, at jeg synes ikke, at Mathias og Simon bliver behandlet helt efter bogen. Der er flere (udeblevne red.) straffekast og udvisninger, men sådan er det. Sådan har det været de seneste tre-fire kampe, hvor særligt Mathias ikke har fået som fortjent.«

For Mikkel Hansen fyldte i højere grad lettelsen over at forlænge karrieren med yderligere et par kampe. Den 36-årige stjerne stopper som bekendt karrieren efter OL.

»Det har været en lang dag. Det var rart at komme ned og varme op og få tankerne over på noget andet end hvis og hvis,« sagde Mikkel Hansen.

Han påpegede, at kvartfinalesejren havde stor betydning for hele holdet.

»Vi har en fantastisk gruppe, som arbejder stenhårdt. Vi har det ekstremt godt sammen. Vi er dygtige til at være sammen i disse lange turneringer, hvor vi går op og ned ad hinanden. I har alle sammen set det, der foregår på banen, hvor vi har en masse dygtige spillere, der er kæmpestore talenter, men det er alt uden for banen, der fylder ekstremt meget.«