Kjær huskes for fantomredning på Wembley
Ole Kjær, som fredag fylder 70 år, blev årets spiller i Danmark, er rekordholder i Esbjerg og huskes for redningen, der sendte Danmark til EM i 1984.
Ole Kjær er ikke navnet, der dukker først op i erindringen, når man tænker på Danmarks succesfulde 80’er-landshold. Men målmanden, som den 16. august fylder 70 år, spillede alligevel en nøglerolle, da Sepp Pionteks tropper spillede sig ind i alverdens fodboldhjerter.
Kjærs fantomredning på Luther Blissetts skud kort før tid blev nemlig afgørende i Danmarks meriterende sejr på 1-0 over England på Wembley i 1983.
England pressede for at udligne Allan Simonsens føringsmål, da Blissett fra klos hold sendte et skud mod mål. Kjær læste det imidlertid og reddede med en refleks helt nede ved stolpen.
»Det skete på instinkt. Jeg reagerede på, hvordan han bevægede sig og vendte. Jeg kunne slet ikke nå at reagere på bolden,« fortæller Ole Kjær 41 år efter.
Kort efter refleksredningen kunne de danske spillere juble over fodboldlandsholdets hidtil største resultat – en sejr, der skulle bane vejen for Danmarks kvalifikation til EM i Frankrig året efter.
Kjær var med til EM i 1984, men sad på bænken – i skyggen af Ole Quist, politibetjenten fra KB.
Dermed blev Kjærs 26. og sidste A-landskamp den knap så sjove testkamp mod Holland, som Danmark tabte med 0-6 få måneder før slutrunden i 1984.
Syv år tidligere havde Kjær debuteret for A-landsholdet i en kamp i Senegal, da Kurt Nielsen var træner. Da Piontek tiltrådte i 1979, foretræk han Ole Quist som førstemålmand, men Kjær holdt sig inde i truppen og var den primære keeper i kvalifikationen frem mod EM i 1984.
Kjær spillede i det meste af karrieren for Esbjerg, hvor han stadig har rekorden for flest kampe med sine 463 optrædener. Med den vestjyske klub vandt Kjær pokalturneringen i 1976 og mesterskabet i 1979, og han var undervejs så stor en profil, at han i 1978 blev kåret som årets spiller i Danmark.
Kjær blev boende i Esbjerg, da han fra 1986 til 1989 spillede for Næstved og var med til at vinde sølv og bronze i Danmarks bedste fodboldrække.
Efter karrierestoppet var Ole Kjær, der er uddannet tømrer, direktør i Esbjerg Elite og var også målmandstræner i klubben, inden han i mange år var sælger i et reklamebureau.
I fem år har han nydt pensionisttilværelsen og holder sig aktiv med golf, badminton og crossfit.
Den runde fødselsdag fejrer han ad flere omgange, blandt andre med sin kone, tre børn og seks børnebørn.