Fortsæt til indhold
Sport

Internt drama efter Vingegaard-sejr: »Da jeg kom ind i billedet, blev det hele mere kompliceret«

Jonas Vingegaards afgørende angreb på holdkammeraten Sepp Kuss bliver ikke modtaget godt alle steder.

Jonas Vingegaard tøvede et par sekunder, inden han svarede på det svære, men oplagte spørgsmål.

Efter et kontroversielt angreb på sin egen holdkammerat er danskeren nu blot 29 sekunder efter førstepladsen i den samlede stilling i etapeløbet Vuelta a España.

Men vil Vingegaard igen forsøge at køre fra sin egen Jumbo-Visma-holdkammerat Sepp Kuss, der stadig har førertrøjen i løbet?

På tirsdagens etape satte Jonas Vingegaard netop Sepp Kuss på den afgørende stigning. Det er en beslutning, som deler vandene i det internationale cykelmiljø.

»Hvis vi er færdige med at klappe, er der så nogen, der fik spurgt Vingegaard, hvorfor han angreb sin holdkammerat i førertrøjen og savede et minut af hans forspring?« skrev den danske cykelekspert Brian Nygaard på det sociale medie X efter etapen.

Det spørgsmål fik Jonas Vingegard selv lov til at svare på efter etapesejren, hvor han også kørte fra holdkammeraten Primoz Roglic, der nu er på tredjepladsen i løbet.

Det gjorde jeg

»Vi har snakket om det internt på holdet, at vi stadig vil få chancer hver især. Og i dag ville vi køre efter sejren, og vi kunne alle tre gribe ud efter den, og det gjorde jeg så,« sagde Jonas Vingegaard.

Onsdag venter en ny bjergetape med en brutal afslutning. Spørgsmålet er, om Vingegard går efter at hente de sidste 29 sekunder og rykke førertrøjen fra sin holdkammerat.

Begynder du at tænke på, om den (førertrøjen, red.) er en mulighed, også selv om det er Sepp Kuss, du skal tage den fra?

»Det tror jeg ikke rigtig, jeg vil tænke over endnu,« sagde Jonas Vingegaard efter etapesejren og henviste til, at han i stedet ville sende varme tanker til en anden Jumbo-Visma-rytter, belgieren Nathan van Hooydonck, der har været i kunstig koma efter en alvorlig bilulykke, men nu er vågen og meldes i bedring.

Der er med andre ord mange ting at tale om på Jumbo-Visma-holdet i disse dage.

Ikke sport

Efter tirsdagens etape var der på overfladen ingen sure miner fra Sepp Kuss, der både omfavnede og lykønskede Vingegaard med sejren efter målstregen på 16. etape.

»Jeg vil ikke vinde la Vuelta som en gave. Det er ikke sport for mig,« sagde Sepp Kuss.

Han erkendte dog, at det er svært med tre ryttere fra samme hold på de tre øverste pladser.

»Fra begyndelsen af Vueltaen, hvor det kun var Jonas og Primoz, havde de begge frihed til at prøve at vinde. Da jeg kom ind i billedet, blev det hele mere kompliceret,« sagde Sepp Kuss.

Alle kan køre ræs

Jumbo-Vismas sportsdirektør, Grischa Niermann, forklarede efter etapen, at både Jonas Vingegaard og Primoz Roglic gerne må angribe Sepp Kuss, så længe angrebet ikke hjælper en af Jumbo-Vismas konkurrenter.

»Vi har lavet meget klare aftaler. Alle kan køre ræs, men aftalen er, at man ikke sætter en af sine holdkammerater i en mindre god situation,« sagde Grischa Niermann.

Onsdag venter løbets hårdeste bjerg, Alto de L’Angliru, der har en brutal afslutning. På de sidste seks kilometer er den gennemsnitlige stigningsprocent 13,1, og sektionen La Cueña les Cabres (gedernes hule) byder på hele 23,1 pct.