Fortsæt til indhold
Sport

Lundgaard skriver historie med første IndyCar-sejr

Christian Lundgaard vandt søndag et løb i den amerikanske IndyCar-serie som den første dansker nogensinde.

/ritzau/

Christian Lundgaard skrev søndag dansk motorsportshistorie.

Her vandt den 21-årige racerkører som den første dansker nogensinde et løb i den amerikanske IndyCar-serie.

Lundgaard kørte først over stregen i et løb i Toronto og kronede dermed en rigtig god weekend i det canadiske. Den unge midtjyde var således også hurtigst af alle i kvalifikationen til løbet og sluttede også med hurtigste omgangstid.

Bilerne i IndyCar-serien minder lidt om dem, der køres med i Formel 1, og der er da også flere tidligere kørere fra motorsportens kongeklasse med i IndyCar, herunder Romain Grosjean og Marcus Ericsson.

Dem og mange flere satte Christian Lundgaard altså til vægs søndag.

Lundgaard blev i maj den første dansker nogensinde til at tage pole position i et IndyCar-løb. Det samme gjorde han altså i weekendens løb, og denne gang holdt han fast i førerpositionen.

Lundgaard er i gang med sin anden sæson som fast kører i IndyCar.