Superstjernes fætter blev dræbt. Nu vil han stramme loven
Stjernebokseren Tyson Fury er kommet med et krav til den britiske regering, efter at hans fætter natten til søndag blev stukket ned. Han har en god chance for at bryde igennem med sit budskab, mener en ekspert.
»Min fætter blev myrdet i går. Stukket i halsen. Det her er ved at blive latterligt. Idioter bærer knive. Det skal stoppe hurtigst muligt.«
Budskabet var kort, men bestemt fra den legendariske stjernebokser Tyson Fury, da han søndag gik til tasterne og skrev et opslag på det sociale medie Instagram, efter at verdensstjernens fætter lørdag nat blev stukket ned med en kniv i halsen og dræbt.
Han sluttede sit skriv med at beskrive den sorg, familien lige nu befinder sig i, men inden da henvendte han sig direkte til den britiske regering med et simpelt krav.
»Regeringen bliver nødt til at forøge straffen for kriminalitet med knive,« skrev den 34-årige pensionerede bokser.
Tyson Fury, som også er kendt som ”The Gypsy King”, er tidligere dobbelt verdensmester i boksningens sværvægtsklasse. Briten meddelte i april, at han stoppede karrieren som ubesejret med 32 sejre og en enkelt uafgjort.
Med andre ord er den britiske eksbokser verdenskendt og har over 5,7 mio. følgere på Instagram. Budskabet om en stramning af loven om at bære knive i Storbritannien burde altså kunne nå ud til en stor del af befolkningen.
Men hvilken effekt har det på den politiske beslutningstagen, når en kendt og indflydelsesrig person kommer med et budskab om forandring?