»Jeg kom hjem fra et drømme-OL, og en uge efter græd jeg hele tiden«
Ny undersøgelse dokumenterer, at fænomenet OL-blues eksisterer. Hver fjerde topatlet oplever et mentalt dyk eller direkte tegn på depression efter OL.
Bagagerummet var fyldt med jordbær, kirsebær, bobler, billeder, gaver og masser af miniature-flag drysset med løs hånd som var det en buffet til et studentergilde.
BMX-køreren Simone Tetsche Christensen blev modtaget med kys og knus fra kæreste, familie og venner på p-pladsen i Københavns Lufthavn, da hun kom hjem fra OL i Tokyo. Simone Tetsche Christensen var glad, træt og stolt efter en sjetteplads i OL-finalen.
Alt var timet. Hun skulle lige have et par fridage, inden slutspurten blev sat ind imod VM to uger senere i Holland. Men fem dage senere brød hun totalt sammen.