Sublim Axelsen vandt klart over kineser i Indonesia Open
Viktor Axelsen slog Lu Guangzu klart og er klar til kvartfinalen i Super 1000-turneringen Indonesia Open.
Verdens bedste badmintonspiller, Viktor Axelsen, er klar til kvartfinalen i Super 1000-turneringen Indonesia Open.
Den formstærke dansker var igen overbevisende, da han slog kineseren Lu Guangzu med cifrene 21-17, 21-9.
Axelsen kommer med en frisk triumf fra Indonesia Masters, og han har ikke tabt en badmintonkamp siden 12. marts, bortset fra to kampe hvor han har trukket sig inden kampen.
Den suveræne sejr torsdag morgen dansk tid var den niende i træk med 2-0 i sæt.
Kineseren udfordrede ellers verdensetteren til at starte med, men fra 14-14 i første sæt var der kun en spiller på banen.
Lu Guangzu spillede på et rigtigt fint niveau og førte i første sæt med 7-4 og siden 12-10, men Axelsen spiller aktuelt på en måde, hvor de færreste kan følge med i længden.
Kineseren blev kørt træt mod slutningen af sættet, og Axelsen vekslede 13-14 til 19-15, før han sikrede sættet med 21-17.
I andet sæt var det ren opvisning, og fuldt fokuseret bragte Axelsen sig foran med 11-1.
Siden kom kineseren bedre med, men den mindste spænding så man aldrig.
Axelsen udnyttede den første matchbold, da modstanderen slog fjerbolden i nettet.
Det var fjerde gang, at de to mødte hinanden, og Axelsen har vundet hver gang.
I kvartfinalen venter nu verdens nummer seks, Anthony Ginting fra Indonesien, der i ottendedelsfinalen slog Hans-Kristian Vittinghus med 21-17, 21-9.
Det er bare fem dage siden, at Axelsen slog Ginting klart i Indonesia Masters. Danskeren har vundet de seneste fem indbyrdes møder.