Ishockeyboss: Sveriges plads i dansk gruppe skaber fest
Det kan generere flere tilskuere, at Sverige er kommet med i Danmarks VM-gruppe i stedet for Rusland.
Det bliver Sverige, der træder ind i de danske ishockeykvinders VM-gruppe i stedet for Rusland. Russerne er udelukket på grund af invasionen i Ukraine.
Ishockey-VM afvikles på dansk grund i august og september i Herning og Frederikshavn.
Beslutningen om at indlemme Sverige blev taget i weekenden af Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF).
Ændringerne betyder, at Sverige sættes ind i gruppen i Frederikshavn, der i forvejen tæller Danmark, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn.
Det skaber glæde hos Ulrik Larsen, direktør i Danmarks Ishockey Union (DIU). Det siger han i en pressemeddelelse onsdag.
- Selv om det er på en trist baggrund, glæder vi os over, at Sverige kommer til Frederikshavn, hvilket stensikkert kommer til at generere masser af ekstra tilskuere og gæster.
- Dermed får vi en endnu større hockeyfest i Vendsyssel på den danske hjemmebane, mens tilskuerne i Herning kommer til at opleve store dueller mellem USA, Canada og Finland, medaljevinderne fra OL.
- Her (ved OL, red.) så vi også, at kvindeishockeyen holder højeste internationale klasse, og det glæder vi os til at præsentere på dansk is, siger Ulrik Larsen.
I gruppen i Frederikshavn spilles om tre pladser i kvartfinalen, mens et hold rykker ned.
- VM på hjemmebane bliver en kæmpe begivenhed - ikke blot for landsholdsspillerne - men for hele ishockey-Danmark.
- Hos det internationale ishockeyforbund rangerer kvindernes VM som en turnering på allerøverste hylde, og det skal vi både sportsligt og organisatorisk leve op til, siger Ulrik Larsen.
VM spilles fra 26. august til 4. september.