Fortsæt til indhold
Sport

Norsk skiløber triumferede på hjemmebane i 17. forsøg

Aleksander Aamodt Kilde kunne søndag endelig fejre en sejr på hjemmebane i Norge.

/ritzau/

17. gang er lykkens gang - i hvert fald for den norske skiløber Aleksander Aamodt Kilde.

Efter 16 mislykkede forsøg kørte han sig søndag endelig til en sejr under hjemlige himmelstrøg.

På pisten i Kvitfjell var han hurtigst af alle i disciplinen super-G, og det fik de norske tilskuere op af stolene.

- Jeg havde god fart på. Det var fedt at køre og dejligt at komme herned til publikum på hjemmebane, sagde Kilde efter sit løb til NRK.

Sejren betød samtidig, at Aleksander Aamodt Kilde nu er sikker på at vinde World Cuppen i super-G. Det er den ene af de to alpine discipliner, hvor skiløberne forcerer pisten i meget høj fart.

Der resterer nu kun et enkelt super-G-løb i sæsonen. Det løber af stablen i sæsonfinalen i franske Courchevel senere i marts.

Aleksander Aamodt Kilde har fem gange opnået en placering i top-5 på hjemmebanen i Kvitfjell. Lørdag var han tæt på at tage en sejr i sit 16. forsøg, men måtte nøjes med andenpladsen i styrtløb.

Søndag lykkedes det ham endelig at få en sejr, selv om canadiske James Crawford var meget tæt på at ødelægge det for hjemmebanefavoritten.

Crawford rundede således målstregen blot syv hundrededele langsommere end den triumferende nordmand.

Østrigske Matthias Mayer tog sig af tredjepladsen i en tid, der var 12 hundrededele langsommere end Aleksander Aamodt Kildes.

I den samlede World Cup er det fortsat den stærke schweizer Marco Odermatt, der fører. Aleksander Aamodt Kilde er på andenpladsen.

Artiklens emner