Fortsæt til indhold
Sport

Dansk OL-deltager har droppet russisk base

Speedskateren Viktor Hald Thorup og hans russiske forlovede vil ikke opholde sig i Rusland som planlagt.

/ritzau/

Den danske speedskater Viktor Hald Thorup er flyttet fra sin base og sin forlovede i Rusland.

Det fortæller han i et interview med DR Sporten.

Viktor Hald Thorup, der repræsenterede Danmark i to discipliner ved vinter-OL i Beijing, har i et år boet i Rusland med sin forlovede , Sofia Prosvirnova, der også er professionel speedskater.

Han har dog tilbragt de seneste uger i Danmark efter den russiske invasion af Ukraine. Hans forlovede er stadig hos sin familie i Rusland og står over for en usikker fremtid på grund af omfattende udelukkelser af russiske atleter.

Viktor Hald Thorup deltager i næste runde i World Cup-finalen i Holland, hvilket runder danskerens sæson af.

Det dansk-russiske par flytter herefter til Danmark, men rykker til gengæld ikke tilbage til Rusland som oprindeligt planlagt.

- Planen er, at vi skal bo i Danmark i sommerhalvåret, men vi kommer ikke til at flytte tilbage til Rusland til vinter, som vi egentlig regnede med, siger Viktor Hald Thorup til DR Sporten.

Viktor Hald Thorup og Sofia Prosvirnova skulle have afholdt deres bryllup i Rusland om to måneder, men det er nu i stedet flyttet til Danmark.

I Rusland har parret kunne træne på is. Den mulighed eksisterer ikke i Danmark, da der ikke findes en hal til speedskating på is.