Tiger Woods håber på en fremtid med golf på deltid

Golfstjernen siger, at han ikke kan spille golf på fuld tid igen på grund af skader fra en trafikulykke i år.

Artiklens øverste billede
For godt en uge siden skrev Tiger Woods, at han gør fremskridt, og det vakte håb blandt fans og golfkolleger. Mandag siger han, at han ikke kommer tilbage fuldtid igen. Arkivfoto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix

Tiger Woods har accepteret den barske sandhed, at han ikke kan spille på fuld tid på PGA Touren igen.

Det fortæller golfstjernen i et interview med magasinet Golf Digest fra sit hjem i det sydlige Florida. Her taler Woods for første gang om sin fremtid i golf siden en bilulykke i februar, der gav ham store skader på højre ben og fod.

- Jeg tror, at det er realistisk at kunne spille på Touren en dag - aldrig fuldtid nogensinde igen - men at vælge, som jeg har lyst, ligesom hr. (Ben, red.) Hogan gjorde, siger han til magasinet med henvisning til den afdøde, amerikanske golflegende.

- Jeg tror, at det er sådan, jeg må gøre det fra nu af. Det er en ærgerlig virkelighed, men det er min virkelighed, siger 45-årige Woods til Golf Digest.

Golfstjernen har vundet 82 titler på PGA Touren og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre.

Han har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange.

I 2019 hjemtog han sit seneste trofæ og sin første majortitel siden 2008, efter at han var kommet tilbage fra længerevarende rygproblemer.

I februar i år var han godt i gang med genoptræningen efter en rygoperation, men så kørte han galt.

Woods røg af vejen, og bilen rullede rundt flere gange. Ifølge politiet kørte amerikaneren næsten dobbelt så stærkt, som det var tilladt på strækningen i en forstad til Los Angeles.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen