Fortsæt til indhold
Sport

Danske golfspillere tabte pusten efter kanonstart i Dubai

Joachim B. Hansen er fortsat bedste dansker i sæsonfinalen, men afstanden til førstepladsen er vokset.

/ritzau/

Der er fire danskere i top-20 efter andendagen af sæsonfinalen på golfspillernes European Tour, også kaldt DP World Tour Championship.

I løbet af dagen lurede der et sandt triumftog, da hele kvartetten på samme tid var i den absolutte top af det samlede regnskab. Men flere af danskerne tabte pusten på den sidste halvdel af de 18 huller på Jumeirah Golf Estates i Dubai.

Chancen for at få en dansk vinder af turneringen er også skrumpet en smule, efter at Joachim B. Hansen er dumpet ned fra anden- til ottendepladsen. Afstanden op til den førende trio er vokset fra to til tre slag.

Blandt dem, der ikke helt kunne leve op til en fornem start, var Jeff Winther, der indledte med bulder og brag og fire birdies på de første fem huller.

Efter 11 huller var han seks under par, men en bogey og en dobbeltbogey på de sidste huller tog toppen af præstationen.

Trods den lidt ærgerlige afslutning sluttede Winther i 69 slag, avancerede syv pladser og er samlet fem slag under par efter de første to runder.

Det samme er brødrene Højgaard efter en dag, hvor Rasmus Højgaard gik tre under par, to slag bedre end Nicolai.

Winther, Højgaard og Højgaard er på 13.-pladsen, der bliver delt mellem i alt syv spillere.

Formstærke Joachim B. Hansen fortsatte fra start de gode takter fra de seneste par uger med tre birdies på de første syv huller.

Men herefter mistede han lidt af farten. På nær en enkelt bogey på 12. hul, spillede han resten af banens huller i par.

Helt i front ligger amerikaneren John Catlin, englænderen Sam Horsfield og ireren Shane Lowry. De er alle ti slag under par.

Turneringen bliver afgjort i weekenden, hvor der skal afvikles endnu to runder.