Fortsæt til indhold
Sport

Astralis rejste sig og lever videre i majorturnering

Astralis kom på tavlen efter to nederlag med en sejr onsdag over Godsent i majorturnering.

/ritzau/

Efter to nederlag i to kampe var det danske Counter-Strike-hold Astralis på kanten af exit i majorturneringen PGL Major Stockholm 2021.

Astralis vandt onsdag over det svenske hold Godsent med 2-0. Dermed holder Astralis sig fortsat i live i turneringen.

Med et nederlag havde Astralis, der er tredobbelt forsvarende majorvinder, været ude meget tidligt i det indledende gruppespil.

Tidligere onsdag vandt det danske hold Copenhagen Flames 2-1 over landsmændene fra Heroic og er videre til næste fase i majoren.

Begge vandt sine to kampe tirsdag og manglede blot en sejr hver for at booke en plads i næste runde. Det lykkedes altså for Copenhagen Flames.

De tre danske hold er blandt de 16 mandskaber, der indledningsvis skal dyste om 8 pladser i Legends-runden, hvor 8 allerede kvalificerede hold venter.

Derfra går igen 8 hold videre til den afsluttende knockoutfase startende med kvartfinaler foran 16.000 tilskuere i Avicii Arena i Stockholm.

Begge gruppespil frem til knockoutfasen spilles efter Swiss-systemet, hvor et hold er videre, når det har opnået tre sejre.

Præmiepuljen i turneringen er fordoblet siden den seneste major i 2019. Der er to millioner dollar (12,8 millioner kroner) i puljen. Vinderen snupper halvdelen.

Selve knockoutfasen med de otte sidste hold spilles 4.-7. november.

Artiklens emner