Danmark skal møde forsvarende mester i VM-kvartfinale i badminton
Danmark har trukket Kina i kvartfinalen ved Sudirman Cup, der er badminton-VM for mixed hold.
Danmark trækker den forsvarende verdensmester Kina i kvartfinalen ved badminton-VM for mixed hold.
Det fremgår af Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) hjemmeside.
Kvartfinalen ved Sudirman Cup, som verdensmesterskabet hedder, spilles fredag morgen i finske Vantaa.
Kina vandt seneste Sudirman Cup i 2019, hvor kineserne sendte Danmark ud af turneringen i netop kvartfinalen.
Der er dermed lagt op til revanche for det danske hold, der kom igennem gruppespillet med to sejre og et nederlag.
Danmark besejrede det russiske hold og Canada, men i gruppefinalen vandt Indonesien med 3-2.
Modsat vandt Kina alle sine tre kampe i gruppespillet.
Det danske hold består blandt andet af Anders Antonsen, Viktor Axelsen og Mia Blichfeldt.
En kamp ved Sudirman Cup består af en herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mixeddouble. Der skal dermed tre sejre til for at vinde en kamp samlet.
De andre kvartfinaler byder på opgør mellem Sydkorea og Thailand, Kinesisk Taipei og Japan samt Malaysia og Indonesien.
/ritzau/