Far og søn skal sejle Danmark til revanche i maratonløb
Jonas og Peter Warrer skal være med til at jagte en dansk triumf i den største kapsejlads i Østersøen.
Når fem besætninger i bådtypen ClubSwan 50 stævner ud mandag klokken 16 i Kiel med kurs mod Danmark i Nord Stream Race, er der et par velkendte navne i den danske båd.
Den erfarne skipper Peter Warrer med VM-titler på meritlisten har således sønnen Jonas Warrer, olympisk mester i 2008 i 49er-klassen, med blandt sine rorsmænd.
- Jeg er vildt spændt på at sejle med ham, siger Peter Warrer om udsigten til at have sin søn med om bord.
- Det bliver sindssygt sjovt at skulle arbejde sammen professionelt på den her måde.
På samme måde glæder Jonas Warrer sig til at dele båd med sin far i en stor konkurrence. Han er dog også spændt på, hvor meget familierelationen kommer til at præge samarbejdet.
- Udfordringen kan jo være et klassisk far-søn forhold. At man ikke rigtigt gider at høre på for mange kommandoer fra sin far, siger den yngre Warrer.
- Han er en lidt old school sejler. Det vil sige, han kan også godt lide at råbe lidt, og det får man måske nok af, men det tager vi med et smil.
Også den nykårede vinder af Sejlsportsligaen, Jeppe Borch er med som rorsmand på båden sammen med en del af sin besætning fra den nylige triumf.
Ved kapsejladsen Nord Stream Race, som er en af de mest prestigefyldte i Østersøen, skal Danmark dyste mod Sverige, Finland, Tyskland og ikke mindst Rusland, som snuppede sejren foran Danmark i 2019.
Russerne er på papiret nok den hårdeste konkurrent igen i den lange kapsejlads, som varer frem til 17. november, hvor der skal kåres en vinder i Finlands hovedstad, Helsinki.
Som en slags sejlsportens Tour de France er udholdenhed også en afgørende faktor, hvilket bliver en uvant prøvelse for Jonas Warrer.
Han har især gjort sig i 49er-klassen, hvor sejladserne som oftest varer en halv times tid.
- Jeg har altid syntes, det var fedt med de her distancesejladser, hvor man skal have lidt udholdenhed og lidt sejhed, siger han.
- Der, hvor jeg særligt kan bidrage, er nok ved hele tiden at presse det sidste ud af båden - at gå til den, som hvis det var en kort sejlads.
Bådene ankommer efter planen til Skovshoved Havn tirsdag som afslutning på 1. etape.
/ritzau/