PSG afviser Real Madrids kæmpebud på Mbappe
Kylian Mbappe vil væk fra Paris Saint-Germain, men klubben har afvist et kæmpebud fra Real Madrid.
Man kan få rigtig meget for 1,2 milliarder kroner. Men ikke Kylian Mbappe.
Paris Saint-Germain har således afvist det kæmpebud, Real Madrid har lagt på den franske fodboldstjerne, fordi man ganske enkelt vil have mere for ham.
Det fortæller PSG’s sportsdirektør, Leonardo, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Den franske storklub ønsker at beholde Mbappe, hvis kontrakt står til at udløbe næste sommer.
- Vores udgangspunkt har hele tiden været at beholde Kylian, at forlænge hans kontrakt, siger Leonardo, der ifølge AFP kalder Real Madrids måde at forhandle på for ”respektløst, forkert og ulovligt”.
PSG-sportsdirektør siger desuden, at Mbappe ønsker at forlade klubben, og det kan han ifølge Leonardo også få lov til, hvis et passende bud kommer.
- Hvis han vil væk, kommer vi ikke til at holde ham tilbage, men det kommer til at ske på vores betingelser, siger Leonardo ifølge Sky Sports.
22-årige Mbappe er i indeværende sæson noteret for ét mål og to assister i sine tre optrædener for PSG.
Mbappe kom til den franske hovedstadsklub fra Monaco i 2017 og har siden lavet 133 mål og 63 assister i 174 kampe.