Banerekord sender Lucas Bjerregaard til tops i Skotland
Danskeren storspillede med en runde i 62 slag ved anden runde af golfturneringen Hero Open i Skotland.
Lucas Bjerregaard spillede sig fredag aften helt op i toppen ved European Tour-turneringen Hero Open i Skotland.
Den danske golfspiller blev noteret for en formidabel runde i 62 slag, ti slag under banens par, så han samlet har brugt 129 slag.
Hans runde var samtidig banerekord.
Dermed kommer Lucas Bjerregaard med stor sandsynlighed til at føre turneringen inden weekendens finalerunder lørdag og søndag.
Alle spillere er dog endnu ikke blevet færdige med fredagens runde.
Skotten Calum Hill, som torsdag satte banerekord med 63 slag, er på andenpladsen, to slag efter Lucas Bjerregaard.
Lucas Bjerregaard lavede fem birdies og en enkelt bogey på første halvdel af sin runde.
På de ni sidste huller satte han trumf på med yderligere seks birdies.
Det flotte spil kommer efter en hård periode for danskeren, hvor han har haft svært ved at få spillet til at fungere.
Han er røget helt ned som nummer 960 på verdensranglisten.
Joachim B. Hansen, som for nylig var med ved OL i Tokyo, ligger til at gå videre til finalerunderne efter en god runde i 68 slag.
Han har samlet brugt 142 slag.