Fortsæt til indhold
Sport

Dansk OL-guldvinder båret i land i sin jolle efter triumfen

Anne-Marie Rindom vandt OL-guld i Laser Radial efter ny dramatisk dag på vandet.

TOKYO

Først en knytnæve i luften og så flere klask ned på sin Laser Radial-båd, som var det en hest, der lige havde udført sin opgave til perfektion.

Anne-Marie Rindom vandt OL-guldet efter endnu en dramatisk dag på vandet ud for Enoshima syd for Tokyo.

30-årige Anne-Marie Rindom sikrede sig guldet efter en syvendeplads i den afgørende medaljesejlads. Det var nok til OL-guldet, fordi de nærmeste konkurrenter, svenskeren Josefin Olsson og Marit Bouwmeester ikke fik hentet nok point på danskeren.

Tyvstart

Den største konkurrent til guldet var hollænderen Marit Bouwmeester, der vandt OL-guld i Rio i 2016 og sølvet i London i 2012. Inden dagens finalesejlads var hollænderen syv point bagud, så hun havde virkelig brug for fart i båden. Inden finalesejladsen var vurderingen, at Marit Bouwmeester ville satse hele butikken i den sidste og afgørende sejlads for at få guldet. Og det gjorde hun også. Hun var så hurtigt over startlinjen, at hun frygtede at hun havde lavet en tyvstart.

Det betød at hollænderen fik en elendig start, mens Anne-Marie Rindom fik en fornuftig start midt i feltet.

Båret på land

Pludselig kom den blå jury-motorbåd piskende op igennem feltet, klar til at uddele en straf, men det var heldigvis ikke til danskeren, men den italisneke sejler, der blev hevet ud af racet for en tyvstart. Hun reagerede med arrigskab. Det sendte reelt minimum en bronze til danskeren, men hun gik efter guldet og fik det.

Hun blev mødt i vandkanten af Dannebrog og båret i kongestol på land i sin jolle. Det var en kæmpe kontrast til fredagens nedtur.

Kronprinsen i røret

Alle hev og sled i Anne-Marie Rindom, da hun kom i land. Pludselig fik hun stukket en telefon i hånden: Det var Kronprinsen, der gerne vil sige et par ord:

»Det er helt normalt, at jeg taler med ham,« grinede hun bagefter.

»Det er fedt, at han følger med. Han elsker også sejlsport. Det er fedt at få så meget opbakning fra Danmark,« sagde Anne-Marie Rindom.

Hun havde ikke meget tid. En japansk leder i en Tokyo 2020-trøje ville have hende videre op imod medaljeceremonien.

»Det er for vildt efter en femtedag, hvor alt gik galt,« sagde Anne-Marie Rindom.

Dannebrog til tops

Hvordan føles det et være olympiske mester, råber en amerikansk journalist et par meter væk.

»Meget godt indtil videre,« grinede Anne-Marie Rindom, der fortalte, at hun glædede sig til at få noget mad og nogle øl senere.

Senere fik hun overrakt sin guldmedalje, nej det gjorde hun ikke. Den blev båret hen til hende på en lille bakke af coronahensyn, og så tog hun den selv om halsen. Da Dannebrog gik til tops var det kun øjnene, der smilede, fordi munden var dækket af et hvidt mundbind. Senere fik de tre medaljevindere kortvarigt lov at tage deres maske af: Anne-Marie Rindom udnyttede momentet og kyssede sin guldmedalje.