- Opdateret 29/07/2021 kl. 04:59
Blume gik imod råd fra træner og svømmede semifinale
Hverken Signe Bro eller Pernille Blume klarede sig videre fra semifinalen i 100 meter fri ved OL i Tokyo.
Kvindernes svømmefinale i 100 meter fri ved OL bliver uden dansk deltagelse.
Danmark havde ellers to med i semifinalen, men hverken Pernille Blume eller Signe Bro klarede sig videre fra semifinalen natten til torsdag.
Blume og Bro var i bassinet på samme tid og endte som henholdsvis femmer og sekser, men det var altså ikke nok til at tage en af de i alt otte finalepladser.
Pernille Blume sagde onsdag, at hun ikke var sikker på, om hun ville stille op i semifinalen i 100 meter fri, da hun satser på 50 meter fri, men den danske svømmeprofil var altså med, da startskuddet lød.
- Jeg er glad for, at jeg valgte at svømme semifinalen og tog udfordringen og gjorde det til et led i forberedelsen til 50 meter. Der er mange positive ting i det, som jeg kan tage med videre, siger Pernille Blume.
Efter det indledende heat onsdag havde hun en halv time til at beslutte, om hun ville stille op i semifinalen eller ej. Trænerne anbefalede, at hun fokuserede på 50 meter, men Blume ønskede selv at svømme.
- Jeg snakkede med mine trænere, og begge syntes faktisk ikke, at jeg skulle have svømmet her til morgen, fordi hvis jeg kom med i finalen, skulle jeg nok ikke have svømmet den, fortæller Blume.
Finalen på 100 meter ligger fredag, hvor Blume også indleder sit forsvar af OL-guldet på 50 meter.
- De (trænerne, red.) tænkte, om der nu var grund til at svømme semifinalen: ”Spar din energi”. Jeg sagde, at jeg havde behov for at gå igennem den proces, og det kunne de godt forstå og støttede mig.
Hun blev samlet nummer ti i semifinalen, to pladser fra finalen. Havde hun svømmet op til tiden i sit indledende heat, havde det været nok til en finale.
Blume fastslår, at hun gav alt, selv om hun har størst fokus på den halve distance.
- Når jeg går ind til et løb, giver jeg alt, jeg har, og det gjorde jeg også her. Jeg kan ikke hoppe ned i vandet og svømme halvhjertet, siger Blume.
Signe Bro svømmede i ny personlig rekord i det indledende heat med tiden 53,54 sekunder, hvilket hun var tæt på at kopiere i semifinalen med 53,55.
Hun nød oplevelsen.
- Jeg fokuserede meget på at opleve det hele, se hele stadion, være med i hele løbet og tage alt til mig, fordi det er stort for mig at svømme en semifinale, siger Bro.
Hun er glad for, at hun havde styr på nerverne.
- En OL-semifinale vidner om, at jeg har ret godt styr på mig selv. Jeg har lagt meget arbejde i mental velfærd det seneste år, og jeg er glad for, at det betaler sig tilbage.
/ritzau/