Den urørlige Tadej Pogacar ligner allerede vinderen
Den forsvarende Tour-vinder må have gjort alle konkurrenterne desillusionerede efter årets første bjergetape.
LE GRAND-BORNAND
Ingen så ud til at fatte, hvad der havde ramt dem. Der var Søren Kragh Andersens forundrede blik, da Tadej Pogacar stormede forbi ham op ad den næstsidste stigning på ottende etape i Tour de France. Imens bredte panikken sig blandt klassementsfolkene, der kunne se den forsvarende Tour-vinder øge forspringet for hvert af sine ufattelige tråd i pedalerne.
Kun én mand kunne den 22-årige slovener ikke overvinde, da Dylan Teuns fra Bahrain-holdet nappede etapesejren. Til gengæld kom Tadej Pogacar i mål med en margin på tre minutter til de øvrige klassementsfolk.
Med tårer i øjnene fik sloveneren overdraget den gule førertrøje, inden han med et grin afviste, at spændingen er forsvundet i løbet.
»Jeg har ikke ”dræbt” Touren. Jeg fik skabt et hul, men i morgen kan det gå helt anderledes,« sagde Tadej Pogacar efter etapen.
Erobringen af den gule trøje betyder også, at Jonas Vingegaard får lov til at ”låne” hans hvide ungdomstrøje efter at have holdt sig flot til i klassementet.
En hjerteskærende stund
Jumbo-Visma-danskeren styrtede ellers under en nedkørsel og fik skrabet sin venstre skulder til blods. Alligevel havde den 24-årige nordjyde overskud til at spurte frem mod målstregen, da resten af favoritterne kom i mål efter at have set drømmen om den samlede Tour-sejr flyde væk i den tunge regn, der væltede ned over Alperne.
Endnu værre gik det for Team Ineos-profilen Geraint Thomas, der tidligt blev distanceret af feltet og kørte sig fuldstændig ud af klassementet.
Jumbo-Visma-stjernen Primoz Roglic led tydeligvis også for anden dag i træk. Der var noget hjerteskærende over at se sidste års nummer to i løbet sidde alene i bjergene, illusionsløs med drømmen knust om at revanchere sidste års smertefulde tab af den gule førertrøje på den afsluttende enkeltstart.
Ligesom dengang virkede den 31-årige slovener afklaret, ja, han smilede nærmest, mens tilskuerne i vejkanten hujede af en sand mester, der altid finder en måde at revanchere sig på. I 2020 skete det med sejre i Liège-Bastogne-Liège og Vuelta a Espana. Nu bliver det interessant at se, hvilket stort løb han rejser sig i næste gang.
Primoz Roglics nedtur betyder, at Jonas Vingegaard får lov til at køre sin egen chance i sin Tour-debut.
Hverken han eller nogen andre kan imidlertid gøre sig nogen illusioner om at følge Tadej Pogacar i øjeblikket. Sloveneren udviste først overskud til at gå med i et udbrudsforsøg og mørnede konkurrenterne i samarbejde med sin holdkammerat Davide Formolo, inden han selv angreb med 30 km til mål. Team Ineos’ Richard Carapaz fulgte med i hans hjul, mens Jonas Vingegaard forsøgte at trække resten af favoritterne med op.
Tadej Pogacar kiggede sig over skulderen, rejste sig op i pedalerne igen og vristede sig fri af Richard Carapaz, inden han fortsatte utrætteligt frem mod erobringen af den gule trøje.
Flere bjerge venter søndag
Inden da var der blevet dannet et udbrud med bl.a. Søren Kragh Andersen. Den 26-årige fynbo angreb sammen med Team DSM-holdkammeraten Tiesj Benoot og sad alene i front af løbet, inden Dylan Teuns og Tadej Pogacar overtog hovedrollerne.
Søndag venter der endnu en dag i Alperne, hvor klassementsfolkene skal forsøge at finde en måde at bevare håbet om at indhente Tadej Pogacar på, der allerede fik alle til at måbe på den første bjergetape.