Fortsæt til indhold
Sport

De danske spillere skulle træffe et valg, selv om »det ikke var tiden til at træffe en beslutning«

De danske landsholdsspillere ville gerne have undgået at skulle træffe et valg og gå tilbage på banen, kort efter at Christian Eriksen faldt om under EM-kampen mod Finland.

Det har været et af de store spørgsmål, siden Christian Eriksen faldt om på banen og efterfølgende blev erklæret i stabil tilstand:

Blev hans holdkammerater på det danske herrefodboldlandshold presset til at spille resten af EM-kampen mod Finland færdig lørdag aften? Og hvilken rolle spillede det europæiske fodboldforbund og EM-arrangørerne, Uefa, i beslutningen?

Uefa har forklaret, at spillerne hos både Danmark og Finland ønskede at spille kampen færdig lørdag aften – lidt over en time efter at de danske spillere havde set deres holdkammerat ligge på banen med et hjertestop. Det fik spillerne mulighed for at kommentere mandag morgen, da Martin Braithwaite, Kasper Schmeichel og Pierre-Emile Højbjerg for første gang stillede op til spørgsmål efter hændelsen.

Det er en sympatisk tanke, at man skulle give holdet længere tid til at komme sig over den ulykkelige hændelse, men Danmarks kampe er til syvende og sidst en brik i et større puslespil.
Jim Stjerne Hansen, næstformand i Uefas disciplinærkomité og tidl. generalsekretær i DBU

En tydeligt berørt Martin Braithwaite forklarede, at spillerne fik to muligheder fra Uefa – enten at spille kampen færdig med det samme eller dagen efter kl. 12:

»Jeg følte ikke, at det var det bedste at spille kampen færdig. Vi havde to valgmuligheder, og det var to dårlige muligheder. Vi tog den mindst dårlige. Selvfølgelig skulle det ikke have været sådan,« sagde han, ligesom han slog fast:

»Det var ikke et ønske. Det var en af de eneste muligheder, vi havde, og vi fik at vide, vi skulle tage en beslutning. Vi havde selvfølgelig ønsket en tredje mulighed, for vi havde ikke lyst til at spille.«

Kritik fra Schmeichel

Det blev bakket op af Kasper Schmeichel, der forklarede, at »vi blev stillet i en position, som jeg personligt ikke føler, vi skulle være stillet i«.

»Når der er en hovedskade på en fodboldbane, er der en læge, der træffer en ultimativ beslutning. Det burde der nok have været her,« sagde Kasper Schmeichel, der dog også konstaterede, at »sket er sket nu, og forhåbentlig lærer de af det her«.

Uefa er blevet udsat for hård kritik af bl.a. de tidligere landsholdsprofiler Peter Schmeichel og Michael Laudrup, fordi spillerne ikke blev efterladt med noget reelt valg.

»Jeg synes, at det er forkert at skulle træffe en beslutning så tæt på en følelsesmæssig begivenhed. Der skulle man have haft: ”Vi spiller ikke mere i aften, og så skal vi nok finde mulighederne senere”,« sagde Michael Laudrup til TV 3 Sport.

Dårlig samvittighed

Landstræner Kasper Hjulmand slog i første omgang fast, at »der var ikke pres på fra Uefa, at det skulle gøres i aften«. Dagen efter – søndag eftermiddag – uddybede han dog, at »jeg synes ærligt talt ikke, når jeg ser tilbage, at vi skulle have været på banen«:

»Jeg har lidt en dårlig samvittighed over, at vi var derude igen, men fornemmelsen var helt klart, at det var en af de to muligheder. Der var ingen, der kunne overskue ikke at kunne sove om natten og skulle med en bus ind igen og klæde om igen og sådan. Det var lidt det der med, at så måtte vi få det overstået og komme hjem.«

Fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union Peter Møller bakkede landstræneren op, inden han afviste, at beslutningen var truffet efter pres fra Uefa.

»Det er vigtigst at slå fast, at vi er ikke blevet presset til noget som helst, men som Kasper siger, så var det de scenarier, der blev listet op for os.«

Uanset hvad havde Uefa ikke mange muligheder for at rykke kampen yderligere ifølge Jim Stjerne Hansen, tidligere generalsekretær i DBU og nuværende næstformand i Uefas disciplinærkomité. Han fungerede som general coordinator ved VM 2014 i Brasilien og havde dermed ansvaret for, at kampprogrammet fulgte tidsplanen dengang.

»Folk har købt billetter, andre kampe skal spilles, og der skal tages hensyn til det resterede program. Der er mange følgevirkninger. I den aktuelle situation har man et finsk hold, der allerede skal spille sin næste kamp onsdag kl. 15 i Sankt Petersborg, og deres tilrejsende fans var indstillet på at skulle rejse fra Danmark i løbet af dagen i dag,« siger Jim Stjerne Hansen og uddyber:

»Det er nemt for os danskere at sætte os ind i vores spilleres situation og en sympatisk tanke, at man skulle give holdet længere tid til at komme sig over den ulykkelige hændelse, men Danmarks kampe er til syvende og sidst en brik i et større puslespil.«

Samtidig påpeger Jim Stjerne Hansen, at når sådanne uforudsigelige ting opstår, så findes der ikke nogen løsning, som er optimal for alle involverede parter.

»Selv om man havde udskudt kampen til afvikling i aften eller i morgen, ville man altid kunne stille spørgsmålet: Hvornår er der gået tid nok til at give de danske spillere optimale betingelser?«

Christian Eriksen var mandag fortsat i stabil tilstand, men skal gennem yderligere undersøgelser og er stadig indlagt på Rigshospitalet, oplyser DBU.