Fortsæt til indhold
Sport

Olesen udelukket i et år: Jeg har ikke store forventninger

Thorbjørn Olesen fik god start ved turneringen Made in Himmerland efter en lang turneringspause.

For tre år siden var Thorbjørn Olesen helt oppe som nummer 33 i verden, og han sprøjtede champagne i Paris som en del af det vindende europæiske hold ved Ryder Cup.

Nu er Thorbjørn Olesen nede som nummer 350 i verden. Karrieren har været sat på standby i en lang periode på grund af suspendering, skader og coronasmitte. Seneste har han holdt fri fra golfen, fordi han er blevet far.

Nu er den 31-årige danske golfspiller så småt på vej tilbage. Torsdag spillede han sig op i den forreste del af feltet efter førstedagen af den danske European Tour-turnering Made in Himmerland.

»Jeg går ikke ind til turneringer i øjeblikket med et pres på mig selv. Jeg har ikke lagt tiden i træningen, så jeg har ikke forventninger til mig selv,« sagde Thorbjørn Olesen, der gik første runde i 68 slag.

Jeg håber, at jeg i fremtiden kan lave et godt team, få sat mig selv op og komme tilbage på det niveau, som jeg ved, at jeg kan være på.
Thorbjørn Olesen, golfspiller

I et helt år var han suspenderet, fordi han i juli 2019 blev anholdt efter en flyrejse fra Nashville i USA til London, og senere blev han tiltalt for tre forskellige forhold om upassende opførsel. Sagen er endnu ikke blevet behandlet ved retten i London. På grund af corona er den udsat til december 2021.

»Lige nu er der for mange ting, der ikke er afklaret, og som jeg ikke kan styre selv. Så jeg går bare og prøver at hygge mig lidt med golfen,« sagde Thorbjørn Olesen.

Vil samle godt team

Så længe sagen ikke er afsluttet, har han ingen ambitioner om at jagte en tilbagevenden til verdenstoppen.

»På den korte bane har jeg ikke de store ambitioner og forventninger. Men jeg håber, at jeg i fremtiden kan lave et godt team, få sat mig selv op og komme tilbage på det niveau, som jeg ved, at jeg kan være på,« siger Thorbjørn Olesen.

Uden de store forventninger går det godt. I år har han spillet tre turneringer og blandt andet leveret en femteplads på Gran Canaria og en 12. plads på Tenerife.