Fortsæt til indhold
Sport

Mark O. Madsens kæbebrud kan være værre end først antaget

MMA-kæmperen er indlagt på Rigshospitalet, hvor lægerne mener, at brusken i adamsæblet kan være ødelagt.

/ritzau/

Den danske MMA-kæmper Mark O. Madsen pådrog sig natten til søndag et dobbelt kæbebrud i sin sejr over amerikanske Austin Hubbard i Las Vegas.

Men nu ser skaden ud til at være værre end først antaget. Det vurderer lægerne på Rigshospitalet i København, hvor Mark O. Madsen blev indlagt sent mandag aften efter sin hjemkomst til Danmark.

MMA-kæmperen siger til TV2 Sport, at han formentlig har ødelagt brusken i sit adamsæble.

- Jeg har haft lidt svært ved at synke, men jeg tænkte, at det nok var almindeligt i forhold til kæben. Lægerne tager stilling til operation af adamsæblet i morgen (tirsdag), siger han.

Det er endnu uvist, om den nye situation kommer til at forlænge den pause på fire til seks uger, som Mark O. Madsen først var stillet i udsigt, da det stod klart, at kæben var brækket to steder.

Ifølge Ekstra Bladet har Madsen fået en medicinsk karantæne af UFC. Det betyder, at han ikke må konkurrere indtil 22. april. Han må heller ikke træne med fuld kontakt før 7. april.

En læge skal give grønt lys for, at kæbebruddet ikke længere er et problem. Derfor kan karantænen blive forlænget, skriver avisen.

UFC er det største forbund inden for kampsporten MMA (Mixed Martial Arts).

Kampen i Las Vegas natten til søndag var Madsens anden i UFC-regi. Stævnet bar navnet "UFC 248".

De nummererede stævner er de største i UFC. Da Madsen i september ligeledes var i aktion i UFC-regi i Royal Arena i København, var det til et såkaldt "UFC Fight Night"-stævne, der er et mindre et af slagsen.

Mødet med Hubbard var Mark O. Madsens tiende MMA-kamp i alt - indtil videre er alle blevet vundet.