Lars Løkke om Tour-start: »Det var ikke fake news – nu er der ingen grund til at slette flere tweets«
Torsdag formiddag blev den danske Tour-rute i 2021 afsløret af bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen og Tour-direktør Christian Prudhomme.
Der bredte sig en spredt latter i festsalen på Københavns Rådhus, der var stopfyldt af fremtrædende politikere, kommunalpolitikere, cykelfolk og pressefolk.
Kort forinden var det blevet bekræftet - Tour de France kommer forbi Danmark i 2021.
»I dag skriver vi endnu et dansk eventyr, eller vi bekræfter det i det mindste. Det var ikke fake news i går. Nu er der ingen grund til at slette flere tweets. Det er en drøm, der går i opfyldelse« sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), mens der spredte sig latter i salen.
Bemærkningen var hentydning til finansminister Kristian Jensens (V) tweet fra onsdag, hvor han skrev at »så blev det officielt«, hvorefter han skrev, at »han glæder sig allerede«.
Men kort efter slettede finansministeren sit tweet, fordi det franske medie fjernede sin historie.
Torsdag var også Tour de France-direktør Christian Prudhomme mødt op - ham, der allerede onsdag havde afsløret beslutningen om at rykke de tre første etaper i det franske etapeløb til Danmark om to år.
»Det bliver København for første gang i 2021. Det er mødet mellem verdens største cykelløb og verdens største cykelby«, sagde Prudhomme til det franske medie Europe 1’s YouTube-kanal og fortsatte:
»Jeg er særligt imponeret over antallet af personer, der cykler i København. I København har de flere cykler end indbyggere.«
Det var dog først torsdag morgen, at Tour-direktøren underskrev aftalen, afslørede Frank Jensen på pressemødet. Onsdag aften havde Københavns overborgmester underskrevet aftalen på vegne af folkene bag den danske Tour-start, heriblandt idemændende Joachim Andersen og Alex Pedersen, der blev takket af de både Prudhomme, Lars Løkke Rasmussen og
De tre etaper i Danmark skal køres 2., 3. og 4. juli 2021.
Den første etape er en enkeltstart i København. Dernæst køres der cirka 190 kilometer fra Roskilde til Nyborg, hvilket betyder, at Tour-feltet passerer Storebæltsbroen. Den tredje etape er fra Vejle til Sønderborg.
Det blev bekræftet i festsalen på Københavns Rådhus, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde indkaldt til pressemøde sammen med erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S) og kronprins Frederik.
Danmark afleverede sit første bud i 2016 med et ønske om at få starten i enten 2019, 2020 eller 2021. Der har siden den første kontakt i november 2012 været mange besøg på kryds og tværs. I august 2018 var løbsdirektøren Christian Prudhomme på besøg i København som en del af den officielle franske delegation i forbindelse med det franske statsbesøg i Danmark. 2019 og 2020 er allerede givet til andre byer. I år begynder løbet i Bruxelles, mens rundturen skydes i gang fra Nice i 2020.