Rory McIlroy ser frem til at have en skydeskive på ryggen
Den irske golfspiller nyder at det amerikanske hold føler sig truet til Ryder Cup.
Golfspilleren Rory McIlroy har måske haft et år, der har været en tand for stille. Der har ikke været de store sejre, og selvom han af flere omgange har bevæget sig tæt på, er det aldrig endt helt som ønsket. Det er dog ikke noget, der intimiderer Rory McIlroy op til weekendens Ryder Cup. Han ser stadig sig selv som en stærk spiller.
Det skriver The Telegraph.
Dette års Ryder Cup vil være McIlroys femte Ryder Cup. Ryder Cup bliver afholdt hver andet år, hvor USA og Europa konkurrerer mod hinanden. Cuppen spilles på Le Golf National i Guyancourt, Frankrig. Turneringen skifter kontinent hver gang, hvor der altså veksles mellem at spille på amerikanske og europæiske baner. USA har vundet dobbelt så mange Ryder Cups som europæerne med 26 sejre mod 13. Til gengæld har europæerne ikke tabt på hjemmebane de seneste 25 år.
Rory McIlroy virker også til at være håbefuld op til weekenden, hvor han sammen med b.la. Thorbjørn Olesen og Justin Rose skal kæmpe om at tage trofæet tilbage fra amerikanerne, der vandt i 2016 i Minnesota.
»Jeg kan godt lide at have en skydeskive på ryggen. Jeg omfavner det faktisk - bare kom. Det kommer jeg også til at have til Ryder Cup, men i Europa har jeg også publikums støtte. Sidst i Hazeltine følte jeg, at skydeskiven på ryggen ikke kun kom fra det amerikanske hold, men også fra fans. Men jeg kan lide det. For så bliver man nødt til at præstere,« siger Rory McIlroy til The Telegraph.
Der er også mulighed for, at Ryder Cup vil vise sig at være lige nøjagtigt, hvad McIlroy har brug for. Europas Ryder Cup-kaptajn Thomas Bjørn er under ingen omstændigheder nervøs for, om man kommer til at se ireren i sin allerbedste form i weekenden, når europæerne forsøger at hive trofæet hjem igen.
»Måske har Rory ikke vundet de seneste uger eller måneder, men han er der stadig hver gang, han spiller. Han viser kvalitet i, hvad han bringer til banen. Jeg siger altid, at hvis der er én, jeg ville betale for at se spille, så er det ham. For han har altid kvalitet,« siger Thomas Bjørn til The Telegraph.
Selvom USA har en bedre statistik i forhold til Ryder Cup-sejre, så har det europæiske hold vundet seks ud af de otte seneste Ryder Cups.