Fortsæt til indhold
Sport

Heinz Ehlers bliver landsholdets nye cheftræner

Jobbet som cheftræner for det danske ishockeylandshold bliver den kommende sæson et bijob for Heinz Ehlers, der ud over at overtage cheftrænerjobbet for landsholdet fortsætter som klubtræner i Schweiz.

Efter svenske Janne Karlsson torsdag meddelte sin afgang som landstræner for Danmarks ishockeylandshold, træder Heinz Ehlers nu et skridt op fra positionen som assistenttræner og bliver ishockeylandsholdets cheftræner.

Jeg ved, at hans kontrakt giver mulighed for, at han kan være med omkring landsholdet ved siden af
Jesper Duus

Heinz Ehlers blev den seneste sæson indlemmet i den danske landsholdsstab som assisterende træner, og under VM-turneringen i Danmark i maj fik han blandt andet stor ros for sit arbejde med det danske powerplay-spil, når modstanderne havde udvisninger.

Danmarks Ishockey Unions sportschef, Jesper Duus, lagde under VM-turneringen ikke skjul på, at han gerne så Heinz Ehlers i en rolle som landsholdets cheftræner. Ifølge Jesper Duus har Heinz Ehlers den helt rette profil til den rolle.

»Heinz er vildt dygtig, skarp på mange parametre, og så er det en styrke, at han som klubtræner har den daglige kontakt med spillere. Det har man jo normalt ikke som landstræner. Det er også et plus, at han er dansker, og så har han jo en enorm autoritet,« sagde Jesper Duus under ishockey-VM til Jyllands-Posten.

Heinz er vildt dygtig, skarp på mange parametre, og så er det en styrke, at han som klubtræner har den daglige kontakt med spillere
Jesper Duus

Heinz Ehlers, der de seneste 11 år har været cheftræner i schweiziske klubber, har tidligere givet udtryk for, at han ikke drømte om at blive cheftræner for det danske ishockeylandshold. At hans førsteprioritet var at fortsætte som klubtræner i Schweiz.

Jesper Duus mener imidlertid ikke, at det ene job behøver at udelukke det andet, sportschefen mener godt, man kan have en cheftræner for ishockeylandsholdet, som ved siden af har et job som klubtræner.

»Heinz har selvfølgelig sin kontrakt nede i Schweiz, men jeg ved, at hans kontrakt giver mulighed for, at han kan være med omkring landsholdet ved siden af. Jeg synes godt, at man kan have en klubtræner som cheftræner for landsholdet. Det kræver selvfølgelig, at du har nogle kompetente assisterende trænere, fordi hvis du har en cheftræner, som går langt i slutspillet med sit klubhold, så står du i hele VM-optakten uden cheftræner. Så det kræver, at der er styr på baglandet i landsholdets trænerstab,« sagde Jesper Duus under ishockey-VM.

I perioden efter VM lykkedes det ifølge Jyllands-Postens oplysninger for Jesper Duus og Heinz Ehlers at blive enige om en model, som betyder, at Heinz Ehlers kan fortsætte som cheftræner i SCL Tigers i den bedste schweiziske liga sideløbende med jobbet som cheflandstræner for Danmark. Med udnævnelsen bliver Heinz Ehlers landstræner for sin egen søn, Nikolaj Ehlers, der er en af Danmarks største profiler i NHL.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danmarks Ishockey Union. Og Heinz Ehlers ønsker ikke selv at udtale sig.

Artiklens emner