Endelig fik ”Zanka” sin chance
10 år efter sin debut fik Mathias ”Zanka” Jørgensen endelig sin chance i en af de helt store kampe. Den udnyttede han.
ANAPA - Nogle kan lide ham, andre kan bestemt ikke. Derfor var det lidt af en oplevelse at se de danske tilhængere på Luzhniki Stadion i Moskva klappe ned mod ”Zanka”, da han som den første danske spiller brød det obligatoriske spillerfoto før kampen mod Frankrig og alene løb ud på Danmarks halvdel, hvor han svarede fansene ved at klappe mod dem.
Selve kampen var også en oplevelse.
Man bliver bare mere kynisk som forsvarsspiller i Premier League, fordi der er plads til færre svipsere derovre.Mathias "Zanka" Jørgensen
»Da jeg kom ind til denne slutrunde, var det med den tilgang, at jeg var reserve. Da skal man være klar til at træde ind, og det føler jeg, at jeg gjorde, da jeg blev skiftet ind mod Peru. Det har måske også været med til at stille mig i en bedre position til at blive valgt mod Frankrig,« lød det fra midterforsvareren, der i denne sæson har spillet samtlige minutter for Huddersfield i Premier League og knebent undgik at rykke ned.
Det har, ifølge Jørgensen selv, gjort ham bedre i de dele af forsvarspillet, som Åge Hareide lægger vægt på.
»Jeg er bedre i dueller. Det fik jeg også vist i går mod Olivier Giroud (den franske angriber red.). Jeg var bedre rustet til dem, end jeg var for et år siden. Man bliver bare mere kynisk som forsvarsspiller i Premier League, fordi der er plads til færre svipsere derovre.«
Åge Hareide lyder som en træner, der godt kan finde på at fortsætte med at bruge Andreas Christensen på den defensive midtbane, hvilket åbner en plads i midterforsvaret ved siden af Simon Kjær. Sådan en åbning har Mathias ”Zanka” Jørgensen ventet på i næsten et årti.
Han fik landsholdsdebut i november 2008 som 18-årig mod Wales, men siden dengang er han kun to gange blevet valgt til startopstillingen i en betydende landskamp. Mod Frankrig hjalp det Jørgensen, at han havde anfører Simon Kjær ved sin side.
»Simon Kjær er rigtig dygtig til at kommunikere. Det er nok det, han er bedst til foruden duelspillet. Man skal spille efter ham. Så plejer det at gå rigtig fint. Det er efterhånden et par stykker, som er blevet brugt ved siden af ham i den seneste tid,« lød det fra Mathias Jørgensen.