Ingen danske medaljer ved vinter-OL
Viktor Hald Thorup blev nummer fem og Stefan Due Schmidt nummer 13, da de løb finale i mændene massestart i hurtigløb på skøjter.
Højst overraskende havde både Viktor Hald Thomsen og Stefan Due Schmidt formået at skøjte sig i mændenes finale i disciplinen massestart i hurtigløb på skøjter.
Desværre blev det ikke til den første danske medalje, siden det kvindelige curlinghold i 1998 vandt sølv ved legene i japanske Nagano.
Finalefeltet bestod af 16 løbere med blandt andre den levende hollandske skøjtelegende Sven Kramer og den førende på verdensranglisten sydkoreanske Seung-Hoon Lee.
Finaleheatet startede langsomt på den neutrale første omgang, men på vej ud på fjerde omgang slap et udbrud af sted med schweiziske Livio Wenger, østrigske Linus Heidegger og hviderussiske Vitali Mikhailau.
Kort efter kørte Viktor Hald Thorup op til de tre forreste, og fik schweizeren med sig i et nyt udbrud. De to førte halvvejs i finalen, hvor Viktor Hald Thorup snuppede fem point i sprinten.
I feltet arbejdede hollandske Sven Kramer og koreanske Jaewon Chung for at indhente de to forreste og det lykkedes med tre omgange tilbage.
Det hele endte i en spurt, og her var den sydkoreanske hjemmebanefavorit Seung-Hoon Lee stærkest og snuppede guldet foran belgiske Bart Swings og hollandske Koen Verweij.
Selv om begge danskere var langt efter de tre medaljetagere i den afgørende spurt, blev Viktor Hald Thorups lange udbrud belønnet med otte point i de indlagte spurter. Det rakte til en samlet femteplads og dermed et stort dansk resultat.
De to danske løbere havde begge sikret sig en top-fem placering i deres respektive semifinaler. For Stefan Due Schmidt var der dog ikke meget krudt tilbage i benene, da spurten skulle køres. Her blev det således til en 13. plads, men ikke desto mindre også en stor præstation.
På forhånd var der forhåbninger om en dansk finaleplads i massestart, men de knyttede sig primært til den kvindelige løber Elena Møller Rigas, som op til OL snuppede en andenplads ved en World Cup-afdeling i canadiske Calgary.
Desværre missede hun kvindernes finale med blot en hundrededel af et sekund, da hun tidligere på dagen løb sin semifinale.