Sport

Sidste års vinder af Årets Sportsnavn: »Hele 2017 har været endnu et vildt sportsår både personligt og for sporten generelt«

Årets Sportsnavn kåres lørdag – det sker efter endnu et succesfuldt sportsår.

Pernille Blume kan se tilbage på et vildt sportsår. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Guld-, sølv- og bronzemedaljer. Igen i år har flere danske sportsfolk stået øverst på podiet og set Dannebrog blive hejst helt til tops. De har vist, at dansk eliteidræt kan være med helt i verdenstoppen.

Særligt én sportspræstation står klart i hukommelsen hos den tidligere håndboldlandsholdsfløj Lars Christiansen.

»Viktor Axelsens præstationer er helt vildt imponerende. Han har ikke kun vundet én turnering, men mange. Han er så dygtig,« siger han om den 24-årige badmintonspiller, som er blandt de tre nominerede til Årets Sportsnavn 2017. Han fremhæver også kvindelandsholdets præstation ved EM.

»Fodboldpigerne har også gjort det godt. Derfor undrer det mig lidt, at de ikke er nomineret til prisen. Men på den anden side, der er mange gode præstationer i år. Det i sig selv er flot i et lille land som Danmark,« siger Lars Christiansen.

De øvrige nominerede til prisen er Caroline Wozniacki og de to sejlere Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, der vandt VM i 49er FX.

»Vi er rigtig stolte af at være nomineret, men har ikke de store forventninger,« siger Katja Salskov-Iversen.

Det lå ikke i kortene, at de to sejlere skulle vinde verdensmesterskabet, da de havde holdt en længere pause efter OL i Rio sidste år. Derfor kom titlen bag på dem, fortæller Jena Mai Hansen og lægger ikke skjul på, at endnu en titel skal jagtes i 2018.

»Der er VM på hjemmebane i Aarhus. Det er vores helt store mål i det kommende år, men også vores OL-forberedelse skal passes. Personligt vil jeg også gerne vinde Volvo Ocean Race, som jeg sejler lige nu, men holder pause fra for at være her i aften,« siger hun.

Nomineret til Årets Sportsnavn 2017: Vejen til selvindsigt gik over et par yderst sjældne byture

Også sidste års vinder af Årets Sportsnavn, Pernille Blume, havde fundet vejen til Jyskebank Boxen i Herning, og hos hende har flere øjeblikke fra 2017 sat sig fast.

»VM og EM var helt vilde. Særligt EM på hjemmebane kommer jeg til at huske. Hele 2017 har været endnu et vildt år for mig, men også for sporten generelt,« siger hun og afslører samtidig, at hun har en favorit til den titel, som hun har nydt at bære det seneste år.

»Viktor Axelsen har virkelig fortjent den. Han har arbejdet hårdt og lægger så mange følelser i sin sport. Han fortjener den anerkendelse, som er helt fantastisk at få. For mig har prisen betydet et ekstra skulderklap. Et, er at fejre sine sejre selv og med dem omkring en, men at stå på scenen i Herning og fejre det med alle er helt særligt. Jeg er så taknemlig for prisen. Det er dejligt at have oplevet at modtage sådan en pris,« siger Pernille Blume.

En af de andre sportsudøvere, der var mødt op på den røde løber, var fodboldspillere Pernille Harder, som er anfører for det danske kvindelandshold. Hun kan se tilbage på et år med både store triumfer og nedture. Hun og resten af landsholdet fik det helt store gennembrud herhjemme ved EM i Holland, hvor det blev til sølvmedaljer, men efterfølgende endte holdet i en langvarende konflikt med DBU om en fremtidig landsholdsaftale.

»Det har været et fantastisk år både på landsholdet og personligt «, siger Pernille Harder, som blev kåret af fodboldmediet Goal til verdens bedste kvindelige fodboldspiller i år.

Hun var også nomineret til titlen som verdens bedste fodboldspiller af Fifa, men måtte se hollandske Lieke Martens løbe med prisen.

Prisen håber hun stadig at vinde – gerne i det nye år, som byder på nye udfordringer, forklarer hun.

Danskerne ser Axelsen som Årets Sportsnavn

»Et af mine store mål er at vinde Champions League og kvalificere landsholdet til VM i 2019,« siger Pernille Harder, der ikke er ærgerlig over, at kvindelandsholdet ikke blev blandt de tre kandidater til Årets Sportsnavn.

»De, der er nomineret, har fortjent det,« siger hun.

En anden, der havde fundet vej til den røde løber, var Tom Kristensen, som om nogen ved, hvordan det er at vinde priser.

»Alle priser betyder meget for mig. Det er en selvforstærkende følelse at få den anerkendelse, der følger med en pris. Den kan bruges fremadrettet som motivation, men man skal også huske, at bag hver en pris ligger meget hårdt arbejde. Det er ikke kun et glansbillede,« siger han, som har vundet både BT Guld og Årets Sportsnavn op til flere gange.

»De priser har motiveret mig til at blive ved. At blive en del af motorsportens Hall of Fame har også betydet rigtig meget for mig og gør mig stolt,« siger den tidligere motorkører, der stadig har et travlt liv, selvom karrieren er indstillet.

Han kommenterer bl.a. Formel-1 og træner stadig nogle af Audis kørere.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tidligere vindere
Årets sportsnavn - Tidligere vindere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her