Fortsæt til indhold
Rejser

Læs dig ind i Barcelonas sjæl: 10 gode bogtip

Guidebøger gør dig til en oplyst turist, skønlitteratur gør dig til en åndfuld turist. Se redaktørens tip til den catalonske hovedstad.

/ritzau/FOKUS

Drop den tørre og kedelige guidebog, som du sikkert læser mere af pligt end af lyst.

Alliér dig i stedet med et stykke sprudlende skønlitteratur, når du dykker ned i storbyens skatkammer af oplevelser.

Thomas Glud, der er redaktør på Litteratursiden.dk, kan nærmest ikke anbefale det varmt nok, at man læser en roman, der foregår netop i den by, man holder ferie i.

Især ikke når det er en by som spanske Barcelona, om hvilken der er skrevet tonsvis af god litteratur.

- Når vi forbereder os til en rejse, går de fleste ned på biblioteket og låner 'Turen går til Barcelona'. Det er også udmærket, men der er så mange andre måder, at et fremmed sted og kultur kan gribes an. Og skønlitteratur er den perfekte rejseguide, siger han.

Hans eget bud på den perfekte Barcelona-roman er 'Havets Katedral' af Ildefonso Falcones. Den foregår i 1300-tallet og handler om opførelsen af katedralen Santa Maria del Maria i en tid med pestepidemier og den spanske inkvisition.

- Besøger man Barcelona, efter at man har læst bogen, eller endnu bedre, læser bogen i byen, får livet i de gamle kvarterer et helt andet skær. Pludselig kan man se gadedrengene løbe barfodet gennem mængden af handlende, mens kongens soldater holder vagt i byporten. Og når man besøger kirken kan man blive ved med at kigge på de forskellige statuer af Jomfru Maria i søgen efter netop den, der usynligt synes at blinke til hovedpersonen i bogen, fortæller Thomas Glud.

Ifølge redaktør på litteratursiden.dk Thomas Glud får man som turist en mere autentisk rejseoplevelse, hvis man læser skønlitteratur fremfor guidebøger.

Her er Litteratursidens bud på en række Barcelona-romaner:

1) 'Barcelona (Vide Verden)' af diverse

En række personlige skildringer af danske bidragsydere om seværdigheder og livet i den catalonske hovedstad.

2) 'Min brors vogter' af Leif Davidsen

Magnus Meyer rejser til Spanien for at redde sin bror, der kæmper i Den Spanske Borgerkrig. Her møder han den russiske kommissær Irina og kommer på sporet af en guldskat.

3) 'Pigen med de ni fingre' af Laia Fabregas

Laura fortæller om sin barndom i Barcelona i diktaturets sidste år. Hun leder efter sandheden - og især sandheden om sin opvækst. Og hvorfor mangler hun en finger?

4) 'Havets katedral' af Ildefonso Falcones

Historisk roman om 1300-tallets Barcelona. Arnau Estanyol har sammen med sin far undsluppet livegenskabet, en form for slaveri, og vokser op som fredløs.

5) 'Catalaneren' af Noah Gordon

I slutningen af 1800-tallet vender den unge Josep hjem fra landflygtighed i Frankrig til familiens forsømte vingård i Nordspanien. Han drømmer om at dyrke druer til vin.

6) 'Jeg vil give dig verden' af Chufo Lloréns

Historisk roman fra 1000-tallets Barcelona. To unge mænd af forskellig herkomst kæmper for kærlighed, velstand og retfærdighed.

7) 'Ildhav' af Chufo Lloréns

Her er vi i 1100-tallets Barcelona, hvor skibsrederen Martí Barbany efter sin kones død vier sit liv til at opdrage sin datter, Marta.

8) 'Sandheden om Savolta-sagen' af Eduardo Mendoza

Kalejdoskopisk dokumentarroman om en elegant og brutal bedrager, der driver sit spil i og omkring Barcelona i den politisk turbulente periode mellem 1. Verdenskrig og Den Spanske Borgerkrig.

9) 'Centerforwarden blev myrdet ved aftenstide' af Manuel Vázquez Montalbán

Fodboldklubben FC Barcelona hyrer privatdetektiven Pepe Carvalho til at opklare dødstruslerne mod klubbens nye engelske spiller.

10) 'Den græske labyrint' af Manuel Vázquez Montalbán

Endnu en kriminalroman fra samme forfatter. Op til OL i 1992 danner Barcelona baggrund for privatdetektivens Carvalhos undersøgelser i byens byggekaos. Klienterne er en smuk fransk kvinde og faderen til en ung pige i narkomiljøet.

Kilde: Litteratursiden.dk