Norsk nytænkning og lokale lækkerier
Er du den eventyrlystne person, der hellere vil lade pizzaen ligge og i stedet udforske den lokale gastronomi? På disse fire restauranter kan du smage lidt på Nordnorges Tromsø og Alta.
Traditionelle retter i ny indpakning
Emmas Drømmekjøkken, Tromsø
Placeret lige over for den store Tromsø Domkirke er restauranten Emmas Drømmekjøkken. Et ellers ret moderne interiør afslører dog ikke, at dette sted serverer gamle, traditionelle retter. Man kan bl.a. andet bestille fiskeretter som fiskegratin og bagt klipfisk. Her bliver klipfisken serveret med kartoffelmos, broccoli, paprika og chorizo. Klipfisken er en saltet og tørret fisk, som er utrolig populær i Spanien og Portugal og er hovedingrediensen i den portugisiske ret bacalhau.
Adresse: Kirkegata 8, 9008 Tromsø, Norge
Fisk, fisk og mere fisk i friskeste kvalitet
Vertshuset Skarvens Arctandria
Sjømatrestaurant, Tromsø
Det er helt tydeligt, hvad der står på menuen, når man kommer på besøg her. Store, mørkeblå gardiner med fiskemotiver, udstoppede fisk i alle størrelser – endda en udstoppet fugl med en udstoppet fisk i næbbet. Der er selvfølgelig fisk på tallerknen. Den traditionelle grillede tørfisk. Traditionen tro serveres den på et lag bechamelsauce med stuvede gulerødder, baconstykker og kogte kartofler. Restauranten har også helt særlige vegetariske retter.
Adresse: Strandtorget 1, 9008 Tromsø, Norge
Specielle samiske delikatesser
Trasti & Trines køkken, Alta
Efter en lang tur ude med de hylende slædehunde bliver man inviteret indenfor hos Trasti og Trine. Her er det ikke kun maden, der er samisk inspireret. Måltidet laves og nydes i et traditionelt samisk telt. Menuen afhænger af sæsonens råvarer, der kommer fra lokalområdet. Afhængigt af sæsonen kan menuen bestå af røget rensdyrhjerte, rensdyrsuppe og røget rype. Hele måltidet serveres på naturlige materialer. Skiferplader og træskåle og -skeer danner rammen om det naturlige måltid.
Adresse: Gargiaveien 29, 9518 Alta, Norge
Suverænt sæsonbestemt
Sorrisniva Igloo Hotel, Restaurant Laksestua, Alta
Man behøver ikke overnatte på ishotellet eller blive udsat for tænderklaprende kulde for at afprøve hotellets restaurant. Her er det Trasti & Trines helt egen Johnny Trasti, der også har fået kokkerollen hos Sorrisniva. Og ligesom hos Trasti & Trine er menuen afhængig af sæsonernes lokale råvarer. Kommer man i den rigtige sæson omkring marts, kan man få den store frokosttallerken, som har alt fra rensdyrkød og røget andebryst til laks og rejer.
Adresse: Sorrisniva 20, 9518 Alta, Norge
Rejsen dertil:
Med fly fra Danmark til Tromsø: Fra Kastrup til Tromsø kan man enten flyve via Oslo eller Trondheim. Fra Billund kan man flyve via Oslo.
Med fly fra Tromsø til Alta: Fra Tromsø kan man flyve direkte til Alta på 35 minutter.
Med fly fra Danmark til Alta: Ønsker man at flyve til Alta, kan man tage via Oslo eller via Trondheim og Tromsø.
Hele rejsen foregik med SAS først fra Kastrup til Oslo, derefter fra Oslo til Tromsø. Senere fra Tromsø til Alta.
Jyllands-Posten var inviteret af Visit Norway.