Fortsæt til indhold
Rejser

Nordjysk madglæde

Friskfanget fisk, jomfruhummere tilberedt under knivskarp kokkeduel og lokale delikatesser produceret med nordjysk kærlighed er alt sammen på menuen til sommerens tre store madevents i Nordjylland.

MARIA MEINER CHRISTENSEN

Skællede havdyr i massevis

Foto: Visit Nordjylland

Hirtshals Fiskefestival, 4.-6. august

Fisk, fisk og flere fisk. Det er i korte træk programmet for Hirtshals Fiskefestival. Den nordjyske fiskefejring blev etableret i slutningen af 1980’erne, men har siden udviklet sig til at strække sig over tre dage i begyndelsen af august. Her kan man smage friskfanget fisk, der netop er landet i byens havn, ligesom man kan købe friske fangster på fiskeauktionen eller udfordre sin paratviden om de skællede havdyr. Er smagsprøverne ikke nok til at mætte en knurrende mave, serveres der både fredag og lørdag hjemmelavet fiskebuffet med alskens godt fra havet, som man kan gå om bord i. Men der er rift om pladserne, så en god idé kan være at købe billet på forhånd.

Ud over konkurrencer, havnerundfarter og de mange andre aktiviteter for børn og voksne kan man også opleve Local Cooking under fiskefestivalen. Her er det professionelle kokke, der dyster om at lave den bedste fiskeret ud fra lokalområdets råvarer. Sidste år var hovedingrediensen havtaske, men i år er det kuller, som skal trylles om til restaurantværdige retter. Kokkene repræsenterer hver en dansk restaurant, som efterfølgende vil have konkurrenceretterne på menukortet i 4-6 uger.

Se mere på: www.hirtshalsfiskefestival.dk

Kampen om den gyldne jomfruhummerklo

Foto: Ehrenberg Kommunikation

Læsø Jomfruhummerfestival, 6. august

Man kan ikke sige Læsø uden at sige jomfruhummer. Men hvorfor sige jomfruhummer, når man i stedet kan spise dem? Der bliver i hvert fald rig mulighed for at smovse i den delikate spise til Årets Læsø Jomfruhummerfestival, der siden 2004 har tiltrukket nogle af de bedste kokke fra hele landet. Kokkene kommer langvejsfra for at konkurrere om den Gyldne Jomfruhummerklo, der tildeles den kok, der på magiske vis forvandler konkurrencens hovedingrediens til et overdådigt måltid. Som publikum kan man komme helt tæt på kokkene, mens de knokler med at få jomfruhummerne til at spille sammen med grøntsager, krydderurter, honning og hyben.

Sidste års vinder blev Mathilde Blixt, der vandt den Gyldne Jomfruhummerklo ved at servere jomfruhummeren sammen med rose, rødbeder, hybenroser, kirsebær og tatar på oksekød.

I år deltager Lars Larsen fra Badehotel Strandgaarden på Læsø, Simon Thrane fra Søllerød Kro, Karlos Enrique Ponte Maldonado fra Restaurant Taller, Rasmus Kofoed Sørensen fra Radisson Blue og Mads Mørkeberg fra Restaurant ”Hummer” i København.

Se mere på: www.jomfruhummerfestival.dk

Den gode madfortælling

Foto: Turisthus Nord

Skagen Food & Design Market, 26.-27. august

Oprindeligt var navnet Skagen Kvalitetsfødevaremesse, men der er ligesom lidt mere international pondus over Skagen Food & Design Market. Så det hedder markedet, der hvert år tiltrækker gastronomiglade gæster fra både ind- og udland. Her har nordjyske fødevareproducenter mulighed for at vise deres kvalitetsprodukter frem til hele verden og byde på smagsprøver i Den Gamle Auktionshal på Skagen Havn. Det er kærligheden til mad og fortællingen om de lokale fødevarer, der er i centrum – og der skal nok være rigeligt til at tilfredsstille både lyttelapper og smagsløg, når der gavmildt deles ud af fisk, skaldyr, ost, chokolade og nyslynget honning.

Markedet så første gang dagens lys i 2005, og på programmet af oplevelser er blandt andet Madteateret, hvor to af Skagens restauranter i år er værter. Her kan man se Henrik Tachau Kristensen fra Restaurant De 2 Have og Jesper C. Winter fra Skagen Fiskerestaurant tilberede lækkerier, mens de under anretningen fortæller om tankerne bag tilberedningen og serveringen. Billetter koster 100 kr.

Til selve markedet koster billetter 60 kr. for voksne, mens børn under 12 år kommer gratis ind.

Se mere på: www.skagen.dk/events/skagen-food-and-design-market