Fortsæt til indhold
Rejser

Danskerne ved stadig ikke, hvad de kan bruge det blå kort til

Selvom det blå EU-sygesikringskort snart fylder et år, er danskerne mere forvirret nu, end de var sidste sommer.

Du skulle måske overveje at læse lidt op på, hvad det blå sygesikringskort dækker, inden du tager på ferie.

For hvis du ligesom en stor del af danskerne ikke ved, hvad det lille blå kort dækker, så kan du få dig noget af en overraskelse, hvis uheldet er ude på din rejse i udlandet.

En ny undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring, viser, at hele 43 pct. af danskerne tror, at EU-sygesikringskortet dækker hjemtransport fra lande i Europa, hvis der sker en ulykke.

Derudover tror 21 pct. at de kan få dækket behandling på privathospitaler, og 64 pct. tror, at de stadig kan kontakte den offentlige rejsealarmcentral ved sygdom.

Men virkeligheden er en helt anden.

Danskere med det blå kort kan hverken få betalt behandling på privatsygehuse, ringe til den offentlige rejsealarmcentral, da den er lukket, eller få betalt hjemtransporten ved sygdom.

"Indtil ændringerne sidste år, hvor vi gik fra gult til blåt kort, fik man dækket de fleste udgifter til behandling i resten af EU. Det ændrede sig dog med det blå kort. Men det virker desværre som om, at ændringerne ikke er blevet forstået af alle. Og det er et problem," siger Uffe Svensson, der er direktør i Gouda Rejseforsikring, i en pressemeddelelse.

Det gule sundhedskort ophørte den 1. august sidste år med at dække rejser uden for Danmark.

Selvom danskerne allerede sidste år kunne rejse på sommerferie med deres nye blå EU-kort i pungen, så er de kunne blevet mere forvirret efter, at det næsten har været ude i et år.

I 2014 troede 29 pct., at de kunne få hjemtransport med det blå kort, hvor hele 43 pct. tror det i år.

Uffe Svensson mener, at det er et stort problem, at danskerne er blevet mere forvirret end de var sidste år.

"Det understreger blot, hvor vigtigt det er, at de rejsende sætter sig ind i, hvordan de er dækket på ferien. Forventer man at kunne få behandling på privathospital og derefter blive transporteret hjem på det offentliges regning, risikerer man altså at få en rigtig slem overraskelse," siger dirketøren.

Med det blå sygesikringskort har du ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du rejser i. Udover alle EU-landene gælder kortet også i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.

Både på borger.dk, huskdetblaa.dk og patientombuddet.dk kan du læse op på, hvordan du bestiller kortet, hvad det dækker og andre nyttige oplysninger.