På turistøens biveje
Den kroatiske ø Hvar er kåret som et af verdens smukkeste feriesteder. Det har mange turister opdaget. Heldigvis er det stadig muligt at finde uspolerede laguner og autentiske landsbyer, hvor man må gebærde sig med tegnsprog.
Min hustru forsøger at ramme det laveste gear på den lejede mountainbike, mens hun bander:
»Åh nej, ikke en bakke mere!«
I en time har vi sneglet os op igennem hårnålesving efter hårnålesving. Vores mål er et udsigtspunkt på den kroatiske ø Hvar. Ud over cykeldækkenes summen mod den varme asfalt er det kun enkelte forbipasserende biler og cikadernes sang, som forstyrrer middagsstundens stilhed.
Når solen finder vej mellem skyerne, forsøger vi at cykle helt inde langs klippevæggen for at få lidt skygge på vores svedende kroppe. På nogle strækninger er stigningen så kraftig, at vi bliver nødt til at trække vores cykler. Lige meget i hvilken retning, vi vender vores øjne hen, ser vi enten grønne olivenlunde, turkisfarvet hav eller vilde klippeformationer.
Vi har brugt alle turistklichéer
De første fem feriedage har vi slidt turistordbogens mest fortærskede udtryk op i begejstring over vores feriedestination.
»Øen er fantastisk smuk. Befolkningen er usædvanligt imødekommende. Badevandet er nok det reneste og mest indbydende, vi nogensinde har oplevet,« har det lydt.
Som en stor del af øens øvrige turiststrøm har vi beundret kirken på toppen af Radic-bjerget. Vi har drukket kaffe ved kajen i en lun eftermiddagstime i havnebyen Vrboska. Til aftensmåltiderne har vi fråset i menukortets fristende fiskemenuer: sort fiskerisotto, tunbøffer, blæksprutter, rejer, hummere og aborrer. Og i timevis har vi boltret vores blege nordeuropæiske legemer i det salte havvand ud for byen Jelsa, hvor vi har indlogeret os i en uge.
På jagt efter ensomhed
Det er ikke tilfældigt, at forskellige internationale rejsemagasiner har kåret Hvar til at være en af verdens bedste ø-rejsemål. Kroatien kaldes også for De tusind øers land. Hvar, som geografisk er placeret i Adriaterhavet, cirka to timers sejlads fra byen Split på det kroatiske fastland, er absolut en af perlerne.
Men nu vil vi væk fra idyllen. Vi vil opleve en anden side af turistlivet. Vores mål er at komme ud på øens biveje, hvor vi kan møde nogle af de godt 12.000 lokale beboere og udfordre vores egen magelighed.
Derfor har vi for en dag lejet to cykler med masser af gear. Familiens to medbragte børn passer sig selv i ferielejligheden.
Vi har smurt os ind i solcreme og lagt en rute, som fører os ad biveje mod et tilfældigt højt punkt på kortet. Desværre har vi i vores iver glemt at få vandflasker med. Fra horisonten nærmer et tordensort skydække sig. Vi er tørstige. Og der er syv km retur til Jelsa.
Turistmål i mange år
For omkring 150 år siden fik de første rejsende øjnene op for Hvar. Dengang, i midten af det 19. århundrede, var det blandt andre lungesyge europæere, som søgte til øens kursteder. Den 300 kvadratkilometer store ø kan bryste sig af 300 solskinsdage om året og har generelt et mildt klima.
I dag er Hvar og de omkringliggende øer blevet et af den internationale turismes valfartssteder. Her er både unge rygsækrejsende, børnefamilier på skrabebudget og velhavende sejlere, som anduver i lejede luksusyachter.
Selv er vi fløjet med et lavprisselskab til Zadar og er kørt med en lokal bus de godt 170 km ned langs den kroatiske kyst til Split. En bustur, som i sig selv er hele rejsen værd, fordi man i et yderst mageligt tempo får set hver eneste lille kystby og klippefyldte strandkant. Fra Split sejlede vi med en af de mange færger til Hvar.
Så rammer vi bagsiden!
Men lige nu er det hverken mængden af østrigske, amerikanske eller danske turister, vi diskuterer. For vi sveder. Og vi er tørstige.
For foden af den bakke, hvor vi holder hvil, toner en lagune med indbydende badevand frem. Vi kan også ane en landsby på kystlinjen under os.
Så vi bliver enige om at forsøge at sno os ned ad en støvet grusvej, som skærer gennem det frodige landskab. Forhåbentlig ender vejen ved en taverna, hvor vi kan købe vand, espresso, fadøl og is, drømmer jeg, mens vi uden at skulle trampe i pedalerne suser ned ad bjerget. Vinden køler vores varme kroppe. Dækkene hviner gennem gruset. Vores næser fyldes af dufte: lavendler, fyrretræer ... og affald.
Gennem bjerge af affald
»Er det ikke en losseplads?« spørger min hustru og rynker på næsen.
Hun er steget af sin cykel og peger med en let dirrende finger et stykke længere ned ad grusvejen. En stor flok måger kredser skrigende rundt over dynger af plastikflasker, bildæk og andre affaldsrester. Jo, det er en losseplads. Og vejen til den fristende lagune fører lige midt gennem bunkerne, hvor tre ikke specielt smilende mænd leder efter brugbare efterladenskaber.
»Kom, vi cykler,« siger jeg.
Sjældent har jeg følt, at min hustru har haft så meget brug for at være så tæt på mig, som da vi med påtagede brede smil og kameraet og solbrillerne stuvet helt ned i bunden af rygsækken bevæger os hastigt forbi lossepladsen.
Det eneste, som følger efter os, er den støvsky, vores cykler laver.
Hvala betyder tak
Ti hurtige minutter senere står vi med tørre ganer i en laguneby, der er så lille, at vi ikke kan finde dens navn på vores medbragte turistkort.
Vi kan desværre heller ikke finde hverken en taverna, en købmand eller blot en vandhane, hvor vi kan slukke vores tørst.
Jeg banker på en tilfældig dør og bliver mødt af en barmhjertig kvinde. Da jeg med fagter og tegnsprog har forklaret hende, at vi er turister, at vi er faret en lille smule vild, og at vi er meget tørstige, henter hun straks en liter iskold vand.
Hun afviser med et smil og en hovedrysten min fremstrakte hånd med den krøllede pengeseddel – hun vil ikke have penge.
Hun ønsker os fortsat god cykeltur og peger op mod himlen, hvor solen helt er forsvundet bag sorte skyer. Jeg siger »hvala«, det kroatiske ord for tak, og går ud på vejen, hvor min hustru venter.
Gensyn med lossepladsen
Hun har i mellemtiden spurgt nogle lokale børn om den hurtigste vej tilbage til Jelsa. Desværre kunne de ikke et ord engelsk. Men de hentede en lidt større pige, som forklarede, at vi blot skulle følge grusvejen ud gennem byen, cykle langs kysten og så holde til højre.
Med fornyet mod og en halvfuld vandflaske i rygsækken begiver vi os hjemad. Oplivede konverserer vi om de øl, vi skal drikke, når vi har afleveret vores cykler. Vi glæder os til at springe i havet og få skyllet vores svedige kroppe. Måske taler vi lidt for meget og glemmer at holde øje med retningen.
I hvert fald dukker lyden af sultklagende måger og stanken af affald op igen, da vi har cyklet nogle minutter. Opgivende stirrer vi på hinanden og bander over den andens mangel på retningssans.
For anden gang den dag bevæger vi os nu gennem lossepladsen. De tre mænd værdiger os ikke et blik, da vi drejer fra grusvejen og begynder på den forfriskende nedkørsel mod Jelsa.
Vi fik set en del af Hvar, som ikke står i vores turistbog.
Det skal man opleve på Hvar
Besøg kirken på toppen af Radic-bjerget i udkanten af byen Jelsa. Når man har bevæget sig gennem byens virvar af krogede gyder og snoede gader, åbner udsigten sig over hele egnen. Kirken stammer fra 1535. Tjek på det lokale turistkontor, hvornår den er åben.
Hyrdelandsbyen Humac, som ligger syv kilometer øst for Jelsa, giver et indblik i, hvordan øens hyrder boede og levede i fortiden. I samme område er det muligt at komme ned i Grabac-grotterne.
Fra havne over hele øen kan man tage med turbåde rundt om Hvar eller til de nærliggende øer. Hvis man ikke har lyst til at tilbringe en dag i selskab med høj popmusik og andre turister, kan man nemt leje en lokal taxabåd.
Det højeste punkt på Hvar er det 626 meter høje bjerg St. Nikolaj.
Et andet godt udsigtspunkt finder man, hvis man besøger borgen Fortica i byen Hvar. Det tager cirka en halv time at gå op til det velbevarede fæstningsværk, hvor næsten hele lokalbefolkningen reddede sig, da tyrkerne angreb og satte byen i brand i 1571. Specielt for børn er det fascinerende at bevæge sig rundt mellem skydeskår og fangekældre. Og på toppen kan man få slukket tørsten, mens man nyder udsigten.
I højsæsonen er hovedbyen Hvar meget besøgt af turister. Lidt mindre overrendte er Jelsa og Stari Grad, sidstnævnte er en af de ældste beboelser i Europa. Ønsker man at se en lille malerisk havneby, skal man f.eks. besøge Vrboska.
Læs mere på hjemmesiden www.ferieikroatien.dk, der er oprettet af en dansk familie, som har boet i landet i otte år. Hjemmesiden giver mange brugbare forslag til seværdigheder, overnatninger, transport etc., hvis man besøger Hvar eller Kroatien.