»Jeg cykler gladelig 7.000 km for at se en fodboldkamp«

Når man er på farten mere end 300 dage om året, kan det være en decideret stressfaktor at have en fast bopæl. Claus Andersen føler sig mest tilpas, når han har sin cykel og sine vandresko og fremmed grund under fødderne.

Han har på sine mange rejser besøgt 72 lande på seks kontinenter. Jyllands-Posten har fanget Claus Andersen på en af sine få dage i Danmark, inden kursen igen går sydpå.

Hvorfor er du glad for at cykle på dine rejser?

Den første længere tur på cykel til Stockholm, da jeg var 17 år. Jeg læste, at der var en gruppe, som skulle cykle den strækning, så jeg spurgte, om jeg måtte komme med. Det var sådan, det hele begyndte. Året efter tog jeg min cykel med til Tyrkiet og Grækenland. Derefter kom der egentlig en ret lang pause på næsten 10 år, hvor jeg backpackede og blaffede rundt i hele Europa. Der var mere fest og en del pengemangel, men det var sjovt. Men så pludselig, da jeg var omkring de 30 år, fandt jeg cyklen frem igen og rejste først til Mellemøsten og så til Fjernøsten.

Der er noget praktisk ved den rejseform. Som jeg ser det, har jeg to muligheder: at motionere eller gå på diæt. Så vælger jeg motionen! Jeg vil have mit kød og mine øl. Jeg vil hellere cykle 100 km end at spise salat. Når jeg er rejseleder, bor jeg på fine hoteller med gode restauranter.

Faktisk spiser jeg ude mere end 500 gange om året – både frokost og aftensmad. Og når jeg er på egen hånd, kan jeg også godt finde på at spise ude om morgenen. Når man spiser så godt, kan man nå at blive tyk, hvis man ikke passer på. For eksempel skal jeg til Madeira for at arbejde på lørdag, og der står den på all inclusive. Sådan bor jeg flere måneder om året, og der spiser man simpelthen mere. Så bliver jeg nødt til at cykle, når jeg har fri. Jeg vil jo ikke blive alt for fed.

Men jeg værdsætter også det, at det er en langsom rejseform. Det bliver nærmest meditativt, når man ruller af sted med 15 km i timen. Jeg får motion, men bliver også helt afslappet i hovedet – det kan jeg godt lide. I det tempo cykler jeg gerne syv timer om dagen, selv om jeg ikke når så langt.

Hvad er din bedste ferieoplevelse?

Det er svært at trække en enkelt frem. Jeg kan godt lide det forskellige i at besøge mange lande. Jeg elsker at være alle mulige steder. Jeg vil faktisk helst ikke være et sted for meget. Jeg kan godt tænke, at nu er det længe siden, jeg har været i Brasilien eller Malaysia eksempelvis. Så prøver jeg at kommer dertil.

Selvfølgelig er der nogle ture, der virkelig stikker ud. Mine første ture var skelsættende på en måde, så de har en særlig betydning. Specielt en tur til Grækenland og Tyrkiet, da jeg var 18 år. Dér oplevede jeg, at man sagtens kan rejse uden en krone på lomme. Jeg arbejdede på må og få og sov på en bænk i parken. Det ændrede mig.

Hvilken måde kan du bedst lide at rejse på?

Jeg kan bedst lide at cykle og gå. Jeg har ikke altid min cykel med, for jeg elsker også at vandre. Jeg har blandt andet gået Caminoen (vandrerute i Nordspanien, red.) og vandret i Nepal. Men jeg bor på min cykel ca. fire måneder. Uden for arbejde er det hovedsageligt på cykel.

Jeg skal have tid og rejse langsomt. Jeg sørger altid for, at mine ferier er på mindst en måned, og gerne seks uger. Det kan nemt tage mig 14 dage at lande. Når jeg tager til Fjernøsten eller Sydamerika, skal jeg vænne mig til tiden og vejret. Jeg kan let bruge de første 10 dage på at sidde på en stol. Det er mine chefer ved rejsebureauerne ikke helt enige i.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse, når du rejser?

Det vigtigste for mig er at møde nogle mennesker, som jeg klikker med. Ligegyldigt, hvor de er fra. Hvis vi fungerer sammen, og de har pæren i orden, så er det godt.

Sociologer er begyndt at snakke om en ny form for nationalitet, der hedder global borger. Det er en person, der ser igennem nationalitet og religion og er borger af verden. Jeg er en af dem. Og jeg planlægger mine ture efter at møde ligesindede, men selvfølgelig også for at besøge dem, jeg kender i forvejen. Jeg har nogle gode venner i Malaysia, så der vil jeg altid gerne til. Jeg har mange venner, som rejser ligesom mig både i Lissabon, Los Angeles og Mexico.

Jeg kan sagtens finde på at tage på den anden side af jorden bare for at se en ven. Jeg centrerer mine rejser om at mødes med nogen.

En del af mit arbejde er at holde foredrag, så jeg er også begyndt at tænke på, hvor jeg kan få nogle oplevelser, som jeg kan videreformidle. Jeg er ikke sådan en machofyr, der fortæller om alle mulige halsbrækkende historier, hvor jeg satte livet på spil. Det gider jeg slet ikke sådan noget.

Jeg har kun fået bank to gange i mit liv – til karneval i Brasilien og på Bøjden Kro på Fyn. Det er ikke farligere at tage en tur til Paraguay, end det er at tage til Hobro. I stedet finder jeg på nogle fjollede ting at lave, så jeg kan fortælle om mine rejser med et humoristisk tvist.

For eksempel har jeg gladelig cyklet 7.000 km for at se en fodboldkamp – det blev til en god historie.

Planlægger du alting i detaljer, eller tager du tingene, som de kommer?

Jeg planlægger aldrig rigtigt. Jeg tager tit udgangspunkt i, hvor mit arbejde slutter. Ellers kan jeg finde på at sætte to nåle i landkortet. Måske en nål i København og en i Tirana, og så planlægger jeg intet imellem de to punkter. Jeg arbejder cirka fem måneder om året, og i rejsebranchen skal alt være planlagt. Jeg bliver idiot af det.

Derfor bestiller jeg aldrig hotel på forhånd, og den eneste grund til, at jeg bestiller flybilletter på forhånd, er, fordi det simpelthen er for dyrt bare at troppe op i lufthavnen og købe dem. Nogle gange er det tilfældighederne, der ”planlægger” mine rejser. Jeg mødte en indisk it-millionær i Grækenland. Han havde hørt om mig gennem en anden og spurgte, om jeg ikke kunne tage på en eller anden skør tur, så ville han skaffe medieomtale og sponsorat. Det var helt tilfældigt. Jeg havde aldrig mødt ham før. Planen var, at jeg skulle cykle igennem Indien og se på fodboldstadions. Men jeg kunne ikke få et visum, fordi der var nogle politiske kontroverser mellem Danmark og Indien – blandt andet på grund af Niels Holck-sagen.

Jeg endte i stedet med at skulle cykle 2.500 km igennem Indonesien for til sidst at bestige en vulkan. Hele turen blev fulgt af en indonesisk avis. Folk synes, det lyder så cool, når man bestiger en vulkan, men det er i virkeligheden ikke særlig svært. Det er som at gå op ad trappe i 12 timer. Jeg foretrækker faktisk vulkaner frem for bjerge. Det er ikke lige så svært og teknisk. Og så gider jeg ikke kulden i højderne på bjergene. Jeg er bedst til 35 grader. Når jeg tager nordpå, er det, fordi jeg tvinger mig selv.

Hvad er hjem for dig?

Jeg er hjemme, når jeg er på farten. Jeg har ikke et hjem i traditionel forstand. Når jeg ikke ved, hvor jeg skal sove, kan det sagtens være dér, hvor jeg føles mig mest tilpas. Der er nogle byer rundt om i verden, hvor jeg føler mig mere tilpas og hjemme end andre. Der er Lissabon, Istanbul og Kuala Lumpur, hvor jeg har rejst meget og kender byerne indgående. Der tænker jeg slet ikke på, at jeg er turist. Når jeg er ved min far på Fyn, føler jeg selvfølgelig også et tilhørsforhold.

Jeg boede nogle år i København, men det valgte jeg fra, for jeg fik for travlt med ikke at være hjemme. Det var for stressende at være bosat et bestemt sted. Jeg kan også efterhånden nogle sprog, man samler dem ligesom op undervejs, så jeg kan snakke med de fleste rundt om i verden. På den måde bliver jeg heller ikke ensom. Og så har jeg det også godt i mit eget selskab. Jeg snakker let med folk, og vi har altid noget at snakke om, for jeg har opbygget en bred almen viden om de fleste steder. Det er faktisk næsten sværere at få lov til at være alene.

Hvad er næste rejseprojekt?

Jeg er ved at lægge forårsprogrammet. Det hele skal jo gerne gå op med arbejdet. Snart skal jeg til Madeira, men så har jeg en måned fri. Der skal jeg til København, og så skal jeg også til konfirmation i Danmark senere på foråret.

Jeg har altid alle mulige rejseplaner – en masse drømme, der ikke er så konkrete endnu. Jeg vil gerne på en lang tur til sommer. Måske tager jeg til USA og cykler fra nord til syd, eller måske Haparanda i Lapland. Jeg vil også gerne på vandretur i Grønland eller på telttur i Sydkorea.

Lige nu er det hele bare en masse løse planer. Jeg planlægger ikke flere måneder frem, for det giver mig stress. Jeg ved jo aldrig, hvornår der kommer et jobtilbud, når jeg er freelancer. Jeg kan bedre få det til at passe, hvis jeg tager det fra måned til måned, så arbejder jeg, når jeg har brug for penge.