Cykling for alle sanser

Drej til højre. Brems lidt op. Så skal den trykkes af. Hold lidt igen i kurven. Og så helt op i fart på det lange, lige stykke. Det går stærkt, når man suser ned ad en bjergskråning i Gastein-dalen lidt syd for Salzburg i Østrig.

Også selv om der ikke er tale om en tur på en snedækket piste, men om at fræse ned ad en snoet bjergvej på mountainbike midt i juni. Det er fedt. Og ups, der kom lige et hårnålesving.

Baghjulet skrider ud, men heldigvis er slagger og småsten ene om at blive slynget ned i grøften. Kort efter er nedturen slut, og sammen med mine medcyklister triller jeg i mageligt tempo hen ad cykelstien i bunden af den 20 kilometer lange dal.

Gumlende tilskuere

Et par timer forinden skal der trampes anderledes hårdt i pedalerne for at komme fremad. Eller rettere skrevet stejlt opad. Aftalen i cyklistgruppen er nemlig, at vi skal have nogle højdemeter i kroppen. Det er hårdt. Selv om min lejede Scott Scale 960-cykel for længst er kommet ned på den mindste klinge, springer sveden af panden, ryggen og resten af kroppen, mens benene pumper op og ned.

Af og til klinger en koklokke – ikke aktiveret af en begejstret tilskuer, men af et gumlende stykke kvæg i bevægelse mod lidt grønnere græs et andet sted på marken. Kort efter bræger et par geder om kap, men ellers hersker der en dyb stilhed. En stilhed, som kun brydes af lidt fuglekvidder, cykelhjulenes knasen på sten og skærver samt min vejrtrækning.

Åndedrættet hiver masser af frisk bjergluft ned i lungerne og er med til at bringe mig stadig højere op ad den snoede vej, der åbenbarer den ene storslåede udsigt over Gasteinertal efter den anden.

Vært i Lederhosen

Og så, efter en sidste, strabadserende stigning og en god halv times knoklen, er målet nået. En lille gård med et stuehus bygget af massive fyrretræsbjælker og en stor terrasse.

»Velkommen til Strohlehen Alm,« siger vores guide, Andrea Ekschlager, fra cykelbutikken Bike Gastein og parkerer sin cykel i et cykelstativ, der er savet ud af en mægtig træstamme.

Kort efter er vi bænket på terrassen i 1.126 meters højde samt sol fra en skyfri himmel. Her får vi serveret iskold, hjemmelavet hyldeblomstsaft plus en forklaring på, hvad en Alm er.

»En Alm er et landbrug, som drives af en familie, der om foråret driver sine køer, svin, får og geder fra dalen og op til dens gård på bjergsiden. Her græsser dyrene hele sommeren, mens familien lever af at sælge blandt andet mælk, smør, ost, skinke og pølser lavet på basis af deres husdyr. Sådan har man gjort i århundreder i Østrig, og bare her i Gasteinertal findes der over 50 Alme. I dag er de fleste af dem indrettet som små gæstesteder for vandrere og cyklister,« fortæller Andrea Ekschlager, inden hun høfligt afbrydes af en stout mand i Lederhosen, halvlang ulden vest, skjorte og stråhat.

»Hvad skulle det være?« spørger herren, der præsenterer sig som Sepp Maier, indehaver af Strohlehen Alm, og peger over mod et håndskrevet menukort på stuehusets væg.

Valget falder på en Brettljause – en platte med hjemmelavede oste, skinke og pølser med surt plus en kurv med brød. Og en halvliters Stiegl-øl. Nok er der tale om en seriøs cykeltur, men derfor behøver man ikke fornægte sig alt. Desuden går hjemturen jo ned ad bakke.

Snaps i kælderen

Den østrigske pilsner viser sig at være en perfekt ledsager til lækkerierne, som Sepp Maier serverer med et »bitte sehr!«.

»Husk at skære jeres Speck i tynde skiver. Så kommer smagen bedre frem,« instruerer Andrea Ekschlager og filer et par ultraslanke skiver af et stykke røget bacon.

Da vi har tygget af munden og fotograferet udsigter nok, bliver vi inviteret indenfor af Frau Maier til en lille rundvisning.

»Vi overtog gården i 1998 og laver 800-1.000 kilo ost om året. Ostens smag afhænger af, hvad koen har spist. Man kan sagtens smage forskel,« forsikrer Frau Meier og fører os ned i kælderen.

Her hersker en sval temperatur, der er perfekt til lagring af oste. Og opbevaring af et batteri af snapse lavet på blandt andet hasselnød, slåen og abrikos.

Den sidstnævnte version smager jeg på om aftenen efter middagen på Weitmoser Schlössl, et knap 500 år gammelt slot i udkanten af Bad Hofgastein.

Abrikossnapsens på en gang runde og skarpe smag afslutter et fint måltid, der blandt andet bød på en delikat filetsteak udskåret af en ko fra slottets økologiske landbrug. Fra Weitmoser Schlössl er der heldigvis kun et par minutters gang hjem til sengen på Hotel zum Stern.

Solid morgenmad

Næste morgen står den på en morgenløbetur og en tur i hotellets pool inden morgenmaden. Den er overdådig. Yoghurt, frugt, syv slags müsli, oste, marmelader, omelet med bacon, tomat og pølse, kaffe, friskpresset appelsinjuice, gulerodssaft plus det løse. Godt, at man skal ud og røre sig.

Efter at have hentet vores lejede cykler og guide Andrea Ekschlager hos Bike Gastein går turen mod Bad Gastein. En gammel kurby, der ud over sine kilder med helbredende vand også kan bryste sig af at være den eneste stad i verden med et vaskeægte vandfald i sit centrum. Det må vente til senere, for en mountainbike er noget, man bruger til terræn- og bjergcykling. Dagens mål er at udforske Nassfeldertal, en nabo til Gasteinertal.

Mountainbike med motor

Undervejs passerer vi landsbyen Böckstein. Den havde sin storhedstid i 1600-tallet, da man gravede guld i de omkringliggende bjerge. Siden er der ikke sket det vilde, så efter et kig på byens betagende bygninger samt en opfyldning af vandflaskerne på et offentligt toilet triller vi videre ad Nassfelderweg. Efter at vi krydser en lille flod, snævrer grusvejen sig ind og begynder at gå stejlt opad. Det forhindrer ikke en af mine medcyklister i at stryge ubesværet forbi resten af gruppen.

»Sådan en el-mountainbike med batterimotor er en fed opfindelse,« siger han med et grin.

»Ja, den er god for dem, som gerne vil op i bjergene, men ikke har kræfterne til det. For nylig havde jeg ægtepar på 77 og 78 år, der havde cyklet meget i Alperne i deres yngre dage, med herop på el-mountainbikes. Det nød de,« fortæller Andrea Ekschlager.

»Meek-meek,« tilføjer hun som besked til et par vandrere om sin forestående overhaling, mens hun vifter udad med venstre hånd for at få de bagvedkørende til at trække ud.

»Vi bruger ikke ringeklokker, for det kan både irritere og skræmme fodgængerne i naturen. Derfor understreger jeg også altid reglen om ikke at køre for fuldt skrald ad nedkørslerne. Vi skal være her alle sammen,« forklarer Andrea Ekschlager og stopper ved et sted, hvor stien deler sig i to.

»De hårde halse fortsætter med mig opad til Russerbroen. Der kommer stigninger på op til 15 pct. De, der ikke har lyst til den slags, kan køre ned ad stien til højre og vente på os på Obere Astenalm,« siger vores cykelguide.

Gammel overgang

Og så er det slut med snakken for en tid. Nu skal der arbejdes. Da benene er ved at være godt syret til, åbenbarer det aftalte mødested sig efter et sving. Russerbroen – Russenbrücke på tysk – viser sig at være en stenbro, der fører over en rivende strøm med fem meter højt vandfald, hvor vandet buldrer ned på mægtige klipper.

De er af meget ældre dato end Russenbrücke. Den blev bygget for knap 100 år siden af russiske soldater, der ifølge en lille informationstavle var blevet taget som krigsfanger af den kejserlige østrig-ungarske hær under Første Verdenskrig.

Et kig opad giver udsigt til stejle bjergsider klædt i grønt, grønt og mere grønt, der er garneret med forrevne klipper, tre store vandfald samt sne hist og her. Vinteren er længe om at forsvinde i knap 1.100 meters højde.

»Vejen herop er spærret indtil om foråret på grund af lavinefare. Jeg så en af slagsen, da jeg var her sidste år med en mountainbikegruppe. Man kan stadig se sporene efter lavinen,« fortæller Andrea Ekschlager og peger op mod nogle knækkede birketræer.

Fyldig frokost

Efter en tur igennem en lille bjergtunnel lige efter Russenbrücke er det tid til nedturen. Og frokost på Obere Astenalm. Her tager Michael Salzmann – femte generation på det lille bjerglandbrug – imod i sit udekøkken.

»Jeg er ved at lave Bauernkrapfen. Der er tale om gærdej, som jeg ruller ud, skærer ud i cirkler og fylder med hakkede kartofler, løg, friske urter og svinekød – alt sammen fra vores gård – og dybsteger i olie. Jeg har selv lavet termometret,« siger han ikke uden stolthed med et blik ned mod en digital måler og fortsætter:

»Det sikrer, at jeg holder oliens temperatur på cirka 180 grader, så mine Bauernkrapfen hverken suger for meget fedt eller brænder på.«

Lidt efter kan vi stille sulten på den velsmagende og mættende måde med de velvoksne Krapfen – der i form minder om en kæmpe donut – og en portion Sauerkraut.

»Kaffen tager vi i Bad Gastein. Der er tunge skyer, og vejret kan hurtigt skifte her i bjergene,« siger Andrea Ekschlager.

Hun får ret. Efter en espresso – og et fotostop ved byens vandfald med en faldhøjde på 340 meter fordelt på tre trin – sætter regnen ind, mens vi ruller hjemad mod Hotel zum Stern i Bad Hofgastein. Heldigvis er der kun tale om en byge. Den kan ikke ændre på, at mountainbikekørsel i Østrig får fem cykelhjelme ud af fem mulige.

3 råd til rejsen