Ultra-almindelig ferie er blevet in

I kølvandet på krisen satser stadig flere danskere på budget-rejser. Det betyder, at almindelige rejsemål som Mallorca og Kreta er kommet på mode igen.

Artiklens øverste billede

Stik fødderne i et par behagelige Birckenstock, træk en hvid T-shirt over hovedet og vad ned på stranden for at smide dig i sandet med sommerens bestseller i skødet. Sådan lyder opskriften på en ferie i normalens tegn, og i disse dage hylder turistindustrien det ordinære, det velkendte og det ultraalmindelige.

Et nyt modefænomen har nemlig ramt os. Normcore hedder trenden, der primært kendes fra modeverdenen, og som dikterer, at vi nu kan klæde os i kondisko, jeans og rullekrave, uden at nogen vrænger på næsen.

Det var den amerikanske journalist Fiona Duncan, der som den første spredte budskabet om den nye dille, da hun tidligere på året bragte en artikel i New York Magazine, hvori hun påstod, at vores stil er blevet så uniform, at man knap kan skelne en turist fra en moderigtig newyorker. Det ultranormale er ganske simpelt blevet trendy.

»Jeg ser trenden normcore som et frirum til bare at være sig selv, en slags antistil. Det handler om at stå af ræset, lade paraderne falde og blive en del af en leverpostejsfarvet masse. Det tenderer lidt til kitsch, men det er også en måde at sige, at det er okay at være uden filter og styling,« forklarer trendforsker Anne Louise Stargate fra trendbureauet Stargate.

Nyt liv til grisefester

Men også inden for rejseindustrien har trenden gjort sit indtog. Det betyder, at en tur til Mallorca nu er lige så velset som en tur til Stillehavets eksotiske øer.

»Inden for rejser dækker begrebet normcore typisk over low budget-rejser til ordinære destinationer. For når vi er på SU, uden arbejde eller står på bunden af pengekassen efter en lang tid i finanskrisen, har vi måske ikke det store budget til at købe rejser for, og så er det okay at gå normcore,« forklarer Anne Louise Stargate.

Således er det helt i orden at hedde hr. og fru Danmark og tilbringe sommer efter sommer i det samme feriehus i Sydspanien, spille strandtennis i vandkanten, slikke sol i en plastikstol ved poolkanten og mæske sig i bananasplits.

Den danske familiefar Klaus Petersen er en af dem, der går ad normalens vej.

»I min omgangskreds oplever jeg, at det er blevet mere acceptabelt at tage på kør selv-ferier og charterrejser. Min familie og jeg har netop booket vores allerførste all inclusive-tur til familiekomplekset Blue Village på Kreta,« fortæller han.

I dag spiller prisen på rejsen ikke så stor en rolle som tidligere, for det vigtigste er bare, at vi kommer af sted, pointerer rejsejournalist og tv-vært Anne-Vibeke Isaksen.

»Tendensen til at tage på ordinære ferier er opstået i kølvandet på krisen. Vi ser det samme inden for mode og boligindretning, hvor det pludselig er blevet in at købe vintage, fordi vi ikke har råd til at klæde os i Gucci fra top til tå. Det samme ses nu inden for rejser, og dermed er normcore en slags tilbagevenden til den banale turist,« siger hun.

Det nemme og bekvemme

En god gammeldags frugtcocktail hører sig hjemme på normcoreferien. For traditionelt er godt. Foto: Spies/PR

Så kan vi finde et feriested, der byder på alt, hvad hjertet begærer af grill, fjernsyn og Wi-Fi, så er vi glade. Således er tryghed og enkelhed nøgleordene for en gennemført ferie i ægte normcorestil.

Nogle er endda så uvillige til at give afkald på hverdagens bekvemmeligheder, at de bliver hjemme. Deraf kommer begrebet staycation, som består i, at flere og flere vælger at fylde feriedagene ud med aktiviteter og seværdigheder i køreafstand fra hjemmet så som lokale museer, nærliggende friluftsbade eller ridning på byens rideskole. Alt sammen for om aftenen at kunne gå til ro i sin egen seng. Mere almindeligt bliver det vist ikke.

Ordinære destinationer hitter

»Selv om flere danskere end tidligere rejser til fjernere rejsemål som Caribien og Østen, er det fortsat destinationer som Mallorca og Gran Canaria, der er de største rejsemål. Og det har de været de sidste 50 år,« forklarer Torben Andersen.

Mange danskere tager ligeledes til destinationer som Kreta, Rhodos, Tyrkiet og Spanien hvert år og gerne flere gange om året, tilføjer han.

Dertil skal lægges en række destinationer, som netop er kommet tilbage i søgelyset efter en lang periode med lav popularitet.

»Costa del Sol er på vej til at blive det, vi i charterbranchen kalder "en Mallorca", det vil sige en destination, der går fra at være kedelig og gammeldags, til at blive trendy og populær. Også Grækenland har i de seneste år fået en opblomstring efter i en lang periode at have været mindre populær,« siger Torben Andersen.

Sådan bliver ferien normcore

Spis almindeligt

Når den står på normcore-ferie, er der ingen grund til at fare ud på dyre gourmetrestauranter i tide og utide. Vælg i stedet et lokalt spisested og mæsk dig i nogle af områdets specialiteter sammen med de lokale og til budgetvenlige priser. Vælger du spaghetti carbonara i Firenze, moules frites i Bruxelles og soufflé i Paris, er du ikke gået helt galt i byen.

Lav almindelige aktiviteter

En normcore-ferie er en ferie, hvor alle laver præcis, hvad de har lyst til, og typisk står den på afslappende aktiviteter som strand, pool og gode bøger. Hvis der en dag skal ske noget nyt, så tag guidebogen under armen og søg mod nogle af områdets klassiske seværdigheder. For ferien til Pisa er først fuldendt, når du ligesom tusindvis af andre turister, har poseret foran Det Skæve Tårn.

Klæd dig almindeligt

Praktisk skal det være. Går turen til stranden, så hop i klipklappere, og står den på sightseeing, så sats på kondisko og bermudashorts. For når vi tager på normcore-ferie, skal vi først og fremmest have det bekvemt. Derfor er det også helt i orden at lade håndtasken stå hjemme og smide en bæltetaske om livet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.