Ad Kretas snørklede veje
Bag Kretas charterturisme gemmer sig en historie præget af invasioner og oprør, som giver de lokale en helt særlig folkesjæl.
Lyden kommer til os længe inden synet, og vi er ikke i tvivl om, hvad vi snart står overfor.
Klimtende klokker i lystigt samspil varsler en gedeflok på vej rundt om hjørnet, og jeg sænker bilens hastighed tilpas meget til ikke at få ged på forruden. Men det er ikke nok, og de næste ti minutter må vi vente pænt.
Travle turister eller ej – ingen skal stresse de lokale, der altid har tid til overs. Vi befinder os på Kreta, den største ø i det græske øhav og et af de mest populære turistmål for danskere igennem mange år. De fleste forbinder formentlig Kreta med charterferie, men Kreta har mere end hoteller langs vandet og behagelige varmegrader at byde på.
Derfor har JP Explorers udsendte denne dag lejet en bil og bevæget sig ud i landskabet for at komme tættere på det Kreta, der gemmer sig uden for hotellernes mure.
Mere end charter
Trafikken på Kreta er berømt og berygtet for, at øens bilister har et lidt alternativt syn på færdselsregler. Det er nu en sandhed med modifikationer, for faktisk kører de lokale slet ikke så dårligt. Og da øen er nogenlunde overskuelig, vejnettet fornuftigt, og billejen ligger lavt, er en biltur ud på øen en flot og privat måde at opleve et af de klassiske chartermål på.
Overalt på øen knejser gamle ruiner fra en svunden tid, hvor Kreta var et knudepunkt for flere storslåede civilisationer. Et rejsemål, man ikke indtog for at slappe af, men for at stå stærkt taktisk, hvis fjenden skulle komme. Det betyder også, at samtlige folkefærd i Middelhavet har været her: byzantinerne, romerne, korsridderne og de tyrkiske osmanere, som havde Kreta i et jerngreb i næsten 200 år.
Dette ses måske tydeligst i havnebyen Rethymnon, hvor Fortezza-fortet fylder så meget i byens samlede masse, at det næsten dominerer. I centrum af det gamle fort, hvorfra man kan skue ud over havet og spejde efter kommende fjender, står en smuk, men simpel moske. Den blev bygget som en hyldest til sultan Ibrahim Han i 1646 som et bevis på, at tyrkerne havde kontrollen over Kreta.
Selv tyskerne kom her under Anden Verdenskrig i 1941, men blev senere sendt hjem igen. Præcis som tyrkerne før dem og romerne og korsridderne og byzantinerne og alle de andre.
Turister deler Kreta mellem sig
I dag er aftrykket lidt et andet, selv om Kreta stadig er delt op af en slags usynlig grænse. Mens den østlige del af øen mest besøges af turister fra England, er det især skandinaverne, der har taget øens vestlige side til sig, hvor guiderne og de forretningsdrivende taler dansk, svensk, norsk eller godt engelsk, og hvor der er mere ro. Den østlige side af øen har dog den gamle spedalskkoloni Spinalonga ved den vestlige spids at komme efter, men de fleste danskere holder primært til i den østlige del af Kreta.
Her er der også rigeligt at se: f.eks. stranden ved Elafonisi, hvor sandet næsten er lyserødt, når solen skinner. Lidt længere inde i bakkerne står Samaria-kløften og lokker med muligheden for en 16 kilometers åndedrætsstjælende vandretur, og den er ikke alene i landskabet. Masser af mindre kløfter ligger spredt i Lefti Ori – de hvide bjerge – som strækker sig syd for Chania, den næststørste by på Kreta og hovedbyen for de fleste danske charterturister. Chania i sig selv er et charmerende bekendtskab med sine mange spisesteder helt ned til havnen, hvor skjorteklædte mænd forsøger at hverve kunder til netop deres restaurant.
Lige nu er vi dog langt væk fra alt dette. Et sted undervejs til den enorme drypstenshule Melidoni kom vi til at dreje forkert i vores lejede bil, og siden har vejene udformet sig som en lang labyrint. Hvor end vi kigger, er landskabet prydet af grønne toppe fra evige rækker af oliventræer. Og som vi nu sidder i gedeflokken og venter på at komme videre, kan man ikke undgå at føle, at man er med i en scene i en gammel film – noget man har set før. Og måske netop fordi det er sket så mange gange før, tager manden med gedeflokken det helt roligt.
Han ved, at der kommer flere efter os – ligesom der kom mange før os – for at besøge denne grønbrune perle i det sydlige Middelhav. Og de skal alle sammen nok forsvinde igen på et tidspunkt. Da vi forsøger at spørge om vej, peger gedehyrden automatisk i en retning, som om han allerede ved, hvad vi søger.
Og ganske rigtigt: Få kilometer senere ankommer vi til drypstensgrotten – uden anelse om, hvordan vi finder tilbage til vores hotel igen.
Fire råd til rejsen
Spis ged til
- Den lokale delikatesse på Kreta består af noget så simpelt, men også godt som en flad pandekage med gedeost indeni. Det lyder tungt, men faktisk gør osten, at pandekagen bliver mere frisk at spise.
Pas på tyren
- En af de første store civilisationer i Europa opstod på Kreta. Minoerne herskede over øen fra deres palads Knossos i mange år, indtil de pludselig forsvandt i år 1.400 f.kr. – men selv i dag er paladset værd at besøge. Historien om en labyrint, hvor en mand med tyrehoved, Minotaurus, blev holdt fanget, stammer også herfra.
Køb olivenolie
- Grækerne er gode til mange ting, men dér, hvor de virkelig excellerer, er i deres produktion af olivenolie. Træerne vokser overalt på Kreta, og det kan smages. Prøv selv at købe en flaske med hjem og smag forskellen på den olie, du køber i supermarkedet og den, der er lavet af oliven, der har groet i Kretas bakkede landskab.
Husk myggespray.
- Kreta er en smuk ø, men også en ø med mange myg, særligt i højsommeren, og om efteråret kan myggene blive noget nærgående. Det er dog ikke noget, der ikke kan klares med myggespray og lidt fornuft ift. at lufte ud midt på dagen i stedet for i skumringstimerne.