Her er fremtidens rejsetendenser
Terapeutiske hotelværelser, efterårsferie i Angola eller en tur i rummet. Ny rapport forudser de kommende 10 års rejsetendenser.
Feriebilleder fra poolen på Mallorca og Facebook-opdateringer fra lufthavnen i New York vil fremover virke håbløst trivielle.
I hvert fald hvis man skal tro tredje og sidste del af en omfattende rapport om fremtidens rejser, som The Telegraph har kigget nærmere på. Her har rejsesøgemaskinen Skyscanner undersøgt fremtidens destinationer og hotelophold.
Afrika vinder frem
”Rejsende vil fremover gå mere op i at være de første til at besøge steder, hvor deres venner aldrig har været,” siger fremtidsforsker Ian Yeoman i rapporten.
Han forudser blandt andet, at Libanon bliver ”det nye Dubai”, og at Bhutan bliver en stor spiller inden for luksusrejser.
Derudover ser flere afrikanske lande ud til at vinde frem blandt turister. Ian Yeoman fremhæver således Botswana og Angola på grund af deres voksende økonomi, forbedrede sikkerhed og smukke natur.
Også World Travel and Tourism Council (WTTC) har udråbt Angola til en kommende turistmagnet. Ud fra en række landes forventede BNP-bidrag fra turismeindtægter har WTTC udråbt 50 destinationer, der kan blive nye populære rejsemål. Blandt disse er også lande som Gabon, Mongoliet, Usbekistan, Bangladesh, Nicaragua og Albanien.
Ifølge Skyscanners krystalkugle er det dog ikke sikkert, at vi som turister bliver ved med at nøjes med planeten Jorden som destination.
Rigmænd som Richard Branson og danske Per Wimmer har allerede planer om at tage på tur i rummet, og fremover ser tendensen ud til at brede sig yderligere.
”Rumturisme vil utvivlsomt vinde frem og blive billigere,”, siger Skyskanners direktør, Gareth Williams, der dog peger på, at det næppe bliver en mulighed for den brede befolkning inden for de kommende ti år.
Selvom vi i stigende grad vil kigge mod rummet som feriedestination, tegner rapporten også et billede af, at vi som turister vil være ivrige efter at se særlige ting på her på Jorden, inden det er for sent.
Truede dyrearter bliver således en voksende pengemaskine inden for turisme de kommende år. Ifølge Rick Guthke, der er direktør i specialrejsebureauet Natural Habitat Adventures, er det allerede en tendens, der er ved at slå igennem.
”Mange af vores rejsende er ivrige efter at se isbjørne, inden bestanden bliver yderligere påvirket af global opvarmning,” siger han.
Intelligente hoteller
Også fremtidens hoteller ser ud til at kunne tilbyde os noget helt særligt.
”Særlig software på hotellet vil ud fra gæstens sociale medieprofiler kunne tilbyde værelser, hvor alt tilfredsstiller hans behov. På samme måde kan gæsten også blive præsenteret for et særligt udvalg af aktiviteter, særlige restauranter og teaterforestillinger, der matcher lige præcis hans behov,” siger Nik Gupta, der er Skyscanners hoteldirektør.
I Skyscanners fremtidsrapport peger fremtidsforsker Ian Pearson desuden på, at hoteller fremover vil spille en aktiv rolle i vores personlige velbefindende.
For eksempel vil hotelværelser kunne overvåge og råde os om vores blodsukker, ligesom badet vil have kromterapeutisk lys installeret. Eksempelvis i form af violet lyd, der efter sigende virker muskelafslappende, og gult lys, der skulle hjælpe på fordøjelsen.