Fortsæt til indhold
Rejser

Slut med at skubbe til campingvognen

Den moderne mover tager besværet ud af at bakse med en tung campingvogn. Der er mange løsninger. De fleste vælger en fuldautomatisk mover.

JENS HØY

Mange campister husker fra deres barndom, at der skulle skubbes af hele familien, når campingvognen skulle på plads. Det gav sved på panden, når vognen skulle gennem græs eller grus på en varm sommerdag.

Den slags legemsøvelser er nærmest en saga blot, hvis man kigger på moderne campister, for de sidste 10-15 år er der for alvor kommet gang i udviklingen af movere og de tilhørende elektriske støtteben.

Udvalget af movere er stort på det danske marked, og hvis man ikke gør sig sit behov klart, så er der næsten ingen grænser for, hvor mange penge man kan bruge på en mover.

En mover er nemlig en af de helt store investeringer, når det gælder ekstraudstyr til campingvognen. Man kan få movere fra omkring 10.000 til 20.000 kr. inklusive montering.

En mover er en lille motor, der nemt kan bakke en campingvogn på plads, uden man risikerer skader på campingvognen. Blandt de kendte mærker er bl.a. Truma, Go2, Enduro, PowerMover og Kronings. Ved valg skal man beslutte, om tilkoblingen til campingvognens hjul skal ske automatisk eller ved et tryk på en fjernbetjening. Foto: PR

Har man dobbeltaksel på vognen, er moveren endnu dyrere.

»Moveren betyder, at du kan udnytte din campingvogn langt bedre. Så i princippet bør man ikke undlade at montere en mover, hvis man vil have fuldt udbytte af sin campingvogn,« siger Jesper Behrensdorff, indehaver af campingcentret Bijé Camping, som i 2007 åbnede en ny stor forretning i Helsinge med et stort udvalg af nye campingvogne samt en stor brugtafdeling.

De sidste 10-15 år er der for alvor kommet gang i udviklingen af movere.

Jesper Behrensdorff forklarer, at omkring 75 pct. af kunderne vælger en mover til deres campingvogn, og at 90 pct. vælger et fuldautomatisk system, hvor moveren er helt integreret. Kun de, der har fast plads til deres campingvogn, undlader at købe en mover.

»Moveren har virkelig gennemgået en massiv udvikling. Da jeg selv for første gang så en mover i aktion, var jeg forbløffet og rystede på hovedet, mens jeg tænkte, at det bliver da aldrig normalt udstyr i Danmark. Men det er det sandelig blevet, for det er tungt slid skubbe en campingvogn. Med moveren er man fri for det,« siger han.

Fås i flere prisklasser

Bijé fører et bredt udvalg af movere fra mere enkle systemer til fuldautomatiske movere. En af grundene til, at der er pæne prisforskelle, er, at de dyreste movere er teknisk mere avancerede – de er typisk fuldautomatiske og udstyret med elektrisk tilkobling – og så vejer de ikke lige så meget som billigere movere med manuel tilkobling. Det er også en fordel, hvis man er ældre med svage arme og begyndende ondt i ryggen. Endelig er der en fordel i forhold til vognens samlede lasteevne.

»Med den fuldautomatiske mover sparer man måske op til fem kilos vægt plus batteriet, som også er lettere. Det løber hurtigt op i 10-15 kg, der er sparet,« forklarer han.

En fuldautomatisk mover er typisk også nemmere at styre, når campingvognen skal ind og ud ad en lang indkørsel – eller hvis man flytter meget rundt fra plads til plads i løbet af sæsonen og derfor ofte skal parkere vognen.

Moveren har de seneste år gennemgået en massiv udvikling og er i dag blevet lettere og bedre konstrueret.

»Dermed er moveren blevet billigere, og det medfører, at vi har kunder, der skifter til en ny mover, hvis der skal skiftes noget større på den eksisterende konstruktion. De nye er ganske enkelt blevet så gode, at merprisen ved at skifte til nyt ikke er så stor længere,« siger han.

Hvis man vil, er det muligt selv at montere en mover på campingvognen, men langt de fleste overlader det til værkstedet, der typisk bruger 6-8 timer på en komplet montering.

En moderne mover kræver ikke meget vedligeholdelse og holder typisk i mange år.