Sushi i slummen
Rio de Janeiros favelaer har forandret sig. For otte år siden var Vidigal – et fattigkvarter i nærheden af Ipanema – plaget af narkobander. I dag har favelaen en sushirestaurant, et designerhotel og nogle af Rios bedste fester. Slummen er blevet chik.
Prøv lige at se – det er sindssygt flot, ikke,« siger Francisco Moraes.
Den unge portugiser står på toppen af favelaen Vidigal og kigger ud over kludetæppet af små huse, der flyder sammen med lysene fra Ipanemas tårnhøje luksusboliger længere henne. Klokken er næsten midnat, og hele byen er oplyst, og over det hele stråler Cristo-statuen på sit bjerg.
Francisco Moraes tager en slurk af sin øl.
»Det er altså lige før, at det her er byens bedste udsigt,« råber han mod den tunge bas fra den elektroniske musik, der fylder den ellers stille nat.
Der er fest i Alto Vidigal, en hybrid af et hostel, en bar og en natklub, som ligger i et slumområde tæt på den legendariske Ipanema-strand. Festerne på det lille, vindskæve hostel, der er bygget af de samme billige mursten som favelaens øvrige huse, lokker hver måned hundredvis af unge europæere og velhavende brasilianere til favelaen – folk, som tidligere ikke ville have sat en fod i Vidigal. Men i løbet af de sidste år er slummen blevet chik, og både turister og Rios trendsettere har opdaget, at favelaen gemmer på en masse oplevelser, både om natten og om dagen.
Huser mange kunstnere
I de forgangne årtier har Rios favelaer ellers været præget af narkokriminalitet, vold og fattigdom – og mange af byens slumområder kæmper fortsat med bandeproblemer og manglende infrastruktur. Men siden myndighederne i 2008 begyndte at placere en slags nærpoliti i favelaerne, er en del af fattigkvartererne blevet sikre at færdes i. Det kan ikke mindst ses på turisttallene. Først kom udlændingene kun på guidede ture, enten til fods eller i safarijeeps med sandfarvede bøllehatte og kameraer dinglende om halsen. I dag kommer langt de fleste til Vidigal på egen hånd. For at spise god mad, for at bo billigt eller for at feste.
I løbet af det sidste år er favelaen med den rolige beliggenhed på en skrænt over Ipanema-stranden og den nærmest landsbyagtige charme blevet et udflugtsmål for folk, der gerne vil komme lidt væk fra overrendte steder som Copacabana og Sukkertoppen.
»Vidigal har altid haft lidt af en særstatus blandt Rios favelaer,« siger Angela Torresan, som er antropolog ved University of Manchester og for tiden bor i Vidigal for at undersøge, hvordan slummens beboere reagerer på de forandringer, som deres favela gennemgår.
»Med omkring 15.000 indbyggere er den lille sammenlignet med andre fattigkvarterer, og så hører en forholdsvis stor del af indbyggerne her efterhånden faktisk til middelklassen. Historisk set har der desuden altid været en vis interesse for Vidigal, fordi favelaen har ry for at huse mange kunstnere,« fortæller hun.
Blandt andet har Vidigal et teater, der på trods af sin beskedne størrelse – scenen ligger i kælderen på den lokale folkeskole og rummer siddepladser til ikke engang 20 mennesker – er kendt i hele byen. Lidt længere oppe på bjerget ligger der desuden en designskole, som har sendt flere elever i lære hos store modehuse i Paris, og den anerkendte brasilianske kunstner Vik Muniz har netop besluttet at åbne en kunstskole i Vidigal. I det hele taget er der ikke meget, der vidner om, at favelaen for bare otte år siden var plaget af skyderier mellem rivaliserende narkobander.
I dag har slummen en sushirestaurant, tre hostels og et boutiquehotel, og Beyoncé har optaget en video til sit seneste album i Vidigal.
Eksotiske modsætninger
Noget af det, der gør Vidigal så dragende for turister, er modsætningerne, der mødes i favelaen, siger Angela Torresan.
»For europæere er det et eksotisk sted, hvor man kan opleve slummens farverige atmosfære, samtidig med at man ikke behøver at gå på kompromis med sin levestandard,« forklarer antropologen. Favelaen er en slags skizofren landsby, hvor alting går lidt langsommere end i resten af Rio.
Her ligger huse med en værdi på flere millioner kroner side om side med små vindskæve hytter, hvor vinduet er et stykke stof, og taget er lavet af plastikposer. Om aftenen kan man se børn lege med tablets på trappen foran deres hjem, som ligger lige ved siden af favelaens åbne kloak, der snor sig som en stinkende lille bæk hele vejen ned ad bjerget.
Og så er der alle originalerne: manden med de 11 hunde, der hver dag går lange ture tværs gennem nabolaget. Der er smukke Maria, der tit laver aftensmad til både kunder og de ansatte i sin skønhedssalon, som desuden er en café og hendes lejlighed, hvor hun bor sammen med sin lille datter. Der er det gamle ægtepar, der sælger skruetrækkere, løg og drinks for 1,5 BRL(3 kr.) fra deres køkkenvindue, og i weekenden kan man se grupper af mænd bære familiernes fugle rundt i favelaen i bur – dyrene skal jo også opleve noget engang imellem.
Der er rigeligt at se som turist – men ikke alle i favelaen er lige glade for ”gringoerne”, som dagligt vandrer gennem favelaen i små klynger med kampklare smartphone-kameraer.
»Nogle beboere føler sig som dyr i en zoo, når turisterne kommer og tager billeder,« siger Sarah Junger fra ngo’en Albergue da Comunidade.
»Men turisterne fotograferer jo også alle mulige andre steder i Rio. Folk skal bare lige vænne sig til, at Vidigal er blevet en turistattraktion.«
Bo i Vidigal
Har man lyst til at bo i Vidigal, er der en række forskellige muligheder. Favelaens bedste hostels, Alto Vidigal og Da Laje, ligger på toppen af bjerget. En plads på sovesalen koster fra hhv. 90 kr. og 148 kr.
Boutiquehotellet Mirante do Arvrao ligger i samme nabolag. Prisen for et dobbeltværelse her starter ved 300 BRL(ca. 690 kr).
Se mere på www.mirantedoarvrao.com.br
Forskellige organisationer udlejer desuden private lejligheder eller værelser hos familier, som er et oplagt alternativ til større grupper, der gerne vil bo sammen, eller rejsende, som vil blive i favelaen i flere uger.
Se fx www.alberguedacomunidaderj.com og www.favelaexperience.com for nærmere information.
En dag i Vidigal
Man kan nemt tilbringe en hel dag i Vidigal. Favelaen smyger sig op ad tvillingebjerget Dois Irmaos, og hvis man kan lide at vandre, kan man kombinere et besøg i favelaen med en udflugt til bjergets top. Start med at tage en motorcykeltaxa til favelaens højeste punkt – turen op ad den snoede vej er et lille eventyr i sig selv. Stien, der fører til toppen af Dos Irmaos begynder mellem to huse. Der er ikke skiltet, men de lokale vil kunne vise dig vejen. Det tager omkring 1,5 time at vandre op ad bjerget, og undervejs har man en imponerende udsigt over nabofavelaen Rocinha.
Efter vandreturen kan du lægge vejen forbi den lille tapioca-restaurant ved favelaens udsigtspunkt. Her kan man få den traditionelle brasilianske maniok-pandekage fyldt med enten pikant eller sødt til mellem 5 og 10 BRL (ca 12-25 kr). Alternativt kan man snuppe en øl på Alto Vidigals tagterasse eller i en af de mange små barer, der ligger ud til hovedvejen. På vej ned ad bjerget er der mulighed for at kigge forbi Vidigals katolske kirke, som blev velsignet af Pave Johannes Paul II i 1980‘erne.
Vidigal har desuden sin egen strand, som favelaen deler med dens fornemme nabo, Sheraton-hotellet. Her kan man se børn lave spektakulære udspring fra klipperne, mens ældre mænd samler muslinger, og teenagerne spiller fodbold.