Oplev Brasiliens historiske hjerte

Gaden er omdannet til én stor gadefest. Savassi-distriktet i Belo Horizonte er fyldt til bristepunktet med feststemte mennesker, som trykker den af for fulde hammer. Temperaturen ligger pænt over de 25 grader, og det skaber tørst, som slukkes med robuste halvliters Antarctica og Brahma øl med en flamingo-køler omkring, så de holdes svale. Barerne ligger side om side, og ud fra dem drøner musik i alle genrer. Fra en af dem gælder det bossanova, og det kalder på dans hos nogle af gæsterne. Æggende og forførende at se på for en vinterbleg dansker.

Men ligeså sprængfyldt af mennesker kvarteret er om aftenen, ligeså tomt er her søndag formiddag. Sikkert af gode grunde, for først hen ved 5-tiden om morgenen stoppede den kollektive fest.

»Vi har ingen strande i Belo, så vi må opfinde andre behageligheder i livet – og det er fest«, som taxichaufføren fortæller på vej hen mod byens markedshal, Mercado Central, hvor der er marked med et væld af spændende boder, som sælger alt fra mad til antikviteter.

Verdens største bar-by

Delstaten Minas Gerais’ hovedstad, Belo Horizonte er med sine omkring fem mio. sjæle, Brasiliens tredjestørste by, og den næststørste industriby efter Sao Paulo. Egentlig er den ikke udpræget køn med sine moderne højhuse, vinkelrette gader og nogle steder lettere ramponeret facader. Men byen har alligevel sjæl. Med Sao Paulos fortravlede masser og Rio’s strejf af overlegenhed i baghovedet, virker folk i Belo Horizonte, eller slet og ret BH, som den i daglig tale omtales, venlige og imødekommende, og man føler sig tryg og velkommen. Og så er der jo det med fest og glade dage, som de er mestre i. Belo Horizonte kan gøre hævd på en verdensrekord: Verdens største bar-by. Med flere end 12.000 beværtninger er den målt i forhold til indbyggertallet den største af sin slags.

Når de mange indbyggere ikke går på bar og fester, arbejder og studerer de flittigt, og giver deres seriøse bidrag til byens velstand. Parken Pampulha er måske byens største seværdighed, for det er inde i parken, at Brasiliens verdensberømte arkitekt, Oscar Niemeyer byggede sine første skulpturelle bygninger. For en dansker kan et besøg i den lille by, Lagoa Santa, nord for Belo, give mening, idet naturvidenskabsmanden, P.W. Lund boede her i en årrække. Han satte i 1800-tallet et betydningsfuldt dansk fingeraftryk på forskning i de urmennesker, som levede i området for tusinder af år siden, og som han fandt rester af i en af de dybe grotter, som findes her. Forfatteren Henrik Stangerup har beskrevet P.W. Lund i sin roman, »Vejen til Lagoa Santa« fra 1981.

Brasiliens guld-skatkammer

Belo Horizonte er et rart bekendtskab, men behøver næppe at strække sig til mere end et par dage. Byen er et glimrende – og tit også nødvendigt – udgangspunkt for nogle af delstatens historiske og kulturelle skatte, som alle ligger indenfor en dagsrejse derfra. Minas Gerais er noget helt særligt i Brasilien, for her er landets relativt nye historie evigt nærværende. Det var uanede mængder af guld, som skabte Minas Gerais’ rigdom i 17- og 1800-tallet. Allerede i slutningen af 15. århundrede blev der gjort store fund af guld, og det medførte en sand stime af lykkeriddere fra hele verden, som hver og én troede, de ville finde guld. Mange gjorde – og i ufattelige mængder. Miner blev anlagt i stort tal, og i hen ved et par hundrede år blev halvdelen af verdens guld og ædelstene hentet op af slaver fra de mørke og farlige miner i dybet. Men på det tidspunkt var Brasilien ikke selvstændigt, så det var de portugisiske konger, som hev en stor del hjem til moderlandet. Tilpas meget guld blev dog tilbage i Minas Gerais, og det finansierede de mange smukke og engang rige byer, som ligger drysset rundt i delstaten. Prægtige kirker, storslåede paladser, pompøse borgerhuse oftest bygget i barok-stil fylder godt i disse gamle minebyer, som tillige er velsignet med flotte beliggenheder i bjergene. Ingen delstat i Brasilien har så mange lokaliteter på Unesco’s Verdensarv som Minas Gerais, og det er netop de gamle minebyer, som figurerer på listen. En af dem er Ouro Preto.

Byen alle elsker

Tågen hænger dovent over kirketårnene på de højeste af bakkerne i Ouro Preto. Byens lavere dele har allerede vristet sig fri af morgenens omklamrende tågedragt, og som minutterne går, brænder solen det sidste af disen væk. Med ét fremstår Ouro Preto i sin helhed. Fra vores balkon på Pouso do Chico Rei, et herskabshus fra 1770, breder byen sig ud foran os. Røde teglsten på tagene, hvide, men nu og da også gule og røde facader, og indimellem rager kirketårnene op. Hele byen er stærkt kuperet. Den ligger som i en gryde, omgivet af blide, grønne bjerge med spredt bevoksning af skove.

Ouro Preto var hovedstad i Minas Gerais indtil 1897, og er i dag den mest berømte og mest besøgte af samtlige delstatens mange gamle guldminebyer. Fortryllelsen kryber ind under huden, straks man er ankommet. Det føles som om, husgavlene hvisker om fordums storhed, når man spadserer rundt på de brostensbelagte stræder i byen.

Dona Lili’s danske aftryk

Pouso do Chico Rei fortjener en særlig omtale, ikke kun på grund af de seks vidunderlige og meget individuelle rum, det rustikke inventar, de mange antikke genstande og det varme værtspar - men også fordi huset bærer på danske aner. Lili var en dansk kunstvæverske, født i 1907 – formentlig i Sydsjælland. Hun begav sig til Brasilien i sin ungdom, og mødte her sin mand, kunstneren Pedro de Araújo, og sammen købte de huset, som fungerede som et helle for datidens kunstnere og intellektuelle. Dona Lili, som man kalder hende her, blev enke i 1962, og herefter slog hun sig sammen med kunstner-kollegaen, Niniti Moutinho, om at indrette boligen som en ”pousa” – den brasilianske udgave af en Bed & Breakfast.

Sartre, Simone de Beauvoir, Jorge Amado, Elisabeth Bishop, Burle Max, Pablo Naruda - og Kissinger, for nu blot at nævne nogle af virkeligt store fyrtårne, som har besøgt huset, poserer på mange af fotografierne i spise- og opholdsrummene. Dona Lili døde i 2006 i en alder af 99 – storrygende til det sidste. I dag drives stedet af hendes barnebarn, Ricardo Araújo.

Torvet som bærer på gru

Udgangspunktet for vores udforskning af Ouro Preto begynder på det store, aflange torv, Praca Tiradentes, som er flankeret af huse og palæer i to-tre etager og ornamenterede vinduespartier og porte. Men ligeså indtagende pladsen er at se på, ligeså grufuld en historie gemmer den på. I 1700-tallet blev slaver i lænker solgt på auktion under de mest grufulde forhold. Midt på pladsen findes Museum over opstanden, som har til huse i byens tidligere rådhus. Her ser vi fine samlinger af kunstgenstande, møbler, klædedragter, men også grufulde torturinstrumenter, som blev anvendt af det portugisiske hof, når opstande skulle nedkæmpes. I 1700-tallet var der flere opstande, og en af dem endte uden resultat, anført af ”tandudtrækkeren”, Tiradentes, hvis rigtige navn var Silva Xavier, men da tandlæge var en af hans professioner, kaldtes han Tiradentes. Han blev dræbt og parteret i Rio de Janeiro 21. april 1792, og hans afhuggede hoved blev anbragt på en pæl her på pladsen. Uagtet opstanden mislykkedes, blev hans bedrift dog af så stor betydning senere hen, at datoen er national helligdag, og Tiradentes er en af Brasiliens store nationalhelte. I øvrigt er endnu en af Minas Gereis minebyer opkaldt efter ham.

Fornemme barok-kirker

Smukke barok-kirker er der flere af i Ouro Preto. Den nok mest imponerende er Nossa Senhora do Carmo, som ligger tæt ved Tiradentes. Døbefonten i sakristiet er et mesterværk, ligesom de udskårne døre, som fører op til prædikestolen. En anden af kirkerne, vi imponeres over, er Sao Fransisco de Assis, som ligger fem minutters gang ned ad en stejl gade. Indenfor hersker en andagtsfuld ro. En kutteklædt munk sørger for, at ingen fotograferer herinde, og samtidig er en messe i gang. Flere ansigter udhugget i sten og træ dominerer kirkens indre, og det var den stærkt troende og handicappede Aleijadinho, som udsmykkede det meste af kirken helt alene. Det er søndag formiddag, og lige udenfor kirken er der gang i et velbesøgt og farverigt marked med boder, hvor der især sælges lokalt kunsthåndværk. Noget af det mere smagsfuldt end andet. Men stemningen er skøn. Minas Gerais rige forekomster af ædelstene gør det oplagt for os at besøge Mineralmuseet med en samling af mere end 23.000 farvestrålende sten. Hel- og halvædelstene som ametyster og opaler handles i mange forretninger i Ouro Preto, og er det sted i Brasilien, hvor man får de bedste og billigste.

Kønne Mariana

Det er det lille damptog, man bør køre med, når besøget gælder nabobyen Mariana. Det kører frem og tilbage mellem Ouro Preto og Mariana på en time. Så heldige er vi ikke, for netop i dag er toget brudt sammen, så vi kører den lille times herlige tur til byen i en lokalbus. Det er nu heller ikke så værst, for så får vi lokalkoloritten helt tæt på blandt glade og smilende medpassagerer. Mariana er endnu en af de fornemme minebyer, om end langt mindre turistet. Den er meget overskuelig, og så værker benene knapt så meget som i stejle Ouro Preto. Mariana rummer flere smukke torve, beplantede med svulstige eksotiske træer og kønne blomsterbede. Her samles byens ældre og sidder i skygge på bænkene og diskuterer verdens gang, hvis ikke det gælder et slag kort. Praca Minas Gerais er det største af torvene, mens nærliggende Praca Gomes Freire er det mest charmerende. Basilica da Sé er byens prominente katedral, og det 400 år gamle orgel bruser stadig. Orgelet blev fremstillet i Tyskland, sejlet til Rio de Janeiro, og herfra fragtet på muldyrryg hele vejen til Mariana i 1720. En afstand på flere hundrede kilometer – og uden at få en skramme.