Fortsæt til indhold
Rejser

Den offentlige rejsesygesikrings alarmcentral lukker den 1. august

Den offentlige rejsesygesikring lukker om få måneder, og det går ud over uheldige rejsende.

Fra den 1. august i år er der ikke længere noget, der hedder den offentlige rejsesygesikring.

Det betyder også, at den offentlige rejsesygesikrings alarmcentral - det nummer, der nu står bag på det gule sygesikringsbevis - lukker. Men det er kun hver 10. dansker klar over, viser en ny undersøgelse, analyseinstituttet Gallup har lavet for forsikringsselskaberne Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring.

"Det er et problem, hvis man pludselig ikke kan få den hjælp, som man havde forventet og måske taget for givet. Der kan være mange uklarheder i det uheldige tilfælde, at man bliver syg i udlandet,” siger Kim Rud-Petersen, der er koncerndirektør for det nordiske marked i Gjensidige Forsikring.

Telefonerne lukker

Det er SOS International, der står for at administrere den offentlige rejsesygesikring for de danske regioner, og dermed er det også deres telefonnummer, man skal ringe til, hvis man bliver syg og skal på hospitalet i det øvrige Europa, hvor den offentlige rejsesygesikring hidtil har dækket de fleste lande.

Men hvis man rejser ud i Europa efter den 31. juli, er der ikke længere gratis hjælp at hente hos SOS.

"Aftalen med det gule kort ophører pr. 1. august, men de danskere, som rejser ud senest den 31. juli, er forsat omfattet ordningen og derved også alarmcentralen til og med den 30. august. Danskerne vil herefter ikke være garanteret en alarmcentral, med mindre de har en privat rejseforsikring," siger Pia Stanelt, der er skadechef hos SOS International.

SOS vil dog fortsat håndtere alarmcentralen, som forsikringskunder kan ringe til fra udlandet, men kun på vegne af private forsikringsselskaber.

Kan vælge egenbetaling

Ifølge Pia Stanelt kan SOS dog tilbyde hjælp til danskere i udlandet, som ikke er dækket af en rejseforsikring, fordi man ikke vil nægte nødstedte danskere hjælp - men der vil være en egenbetaling forbundet med hjælpen, hvis man ikke er forsikret.

"Dette er absolut ikke noget vi opfordrer danskerne til at løbe an på," siger hun.

Den offentlige rejsesygesikrings alarmcentral kan bl.a. hjælpe med at arrangere tolkebistand, hvis man har problemer med at forstå læger og sygeplejersker på udenlandske hospitaler. Hvis man ønsker at have den tryghed efter den 1. august, opfordrer SOS i stedet folk til at tegne en privat rejseforsikring.

Find information på nettet

Hvis man brækker benet og skal på hospitalet i Spanien, Frankrig eller et af de andre EU-lande og ikke har en privat rejseforsikring, kan det hurtigt blive lidt af en jungle at finde ud af, hvor man skal henvende sig, hvis man ligger på hospitalet i Spanien og ikke forstår, hvad lægerne fortæller én.

Der er pr. 1. august 2014 ikke længere en offentlig alarmcentral, som du kan kontakte fra udlandet.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Hos Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har man sammen med KL lavet kampagnen "Husk det blå", som giver offentligheden svar på spørgsmålene om det blå EU-kort. Men når det gælder, hvem man kan kontakte i Danmark i tilfælde af ulykker, opfordrer kampagnen de rejsende til at søge information på nettet eller hos kommunerne.

"Der er pr. 1. august 2014 ikke længere en offentlig alarmcentral, som du kan kontakte fra udlandet. Du kan i stedet finde information og vejledning om brugen af det blå EU-sygesikringskort samt mulighederne for sygehjælp i udlandet øverst på siden ved at søge på dit rejseland eller hos din bopælskommune," står der på kampagnens side.

Ministeriet lægger dermed op til, at borgeren selv skal udføre research på nettet eller hos sin kommune for at få hjælp, modsat den nuværende ordning, hvor alarmcentralens nummer står på det gule kort.

Dyrere forsikringer

På den politiske bane har der været store uenigheder om ophævelsen af den offentlige rejsesygesikring, som blev vedtaget af Folketinget i februar i år.

De Radikales sundhedsordfører Camilla Hersom opfordrer folk til at tegne en rejseforsikring og har gennem hele forløbet ikke kunnet se det store problem i at ophæve den offentlige sikring af rejsende.

"En rejseforsikring koster ikke ret meget, så det er virkelig ikke noget, der kommer til at have store konsekvenser," udtalte hun efter vedtagelsen.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, har derimod kæmpet en indædt kamp mod ændringen og kaldt det "en brugerbetaling".

Flere af de store forsikringsselskaber har allerede over for Finanswatch varslet, at der kan komme prisstigninger som følge af de private forsikringsselskabers øgede udgifter i forbindelse med håndteringen af de sager, som den offentlige rejsesygesikring og dermed staten nu tager sig af.

Hvis man er på ferie i resten af verden, f.eks. lande som Tyrkiet, Thailand og USA, gælder ingen af sygesikringskortene. Derfor er en privat rejseforsikring det eneste, der kan hjælpe med at dække en rejsendes udgifter i forbindelse med sygdom eller skader på ferien.