Så blev det vedtaget: Slut med det gule kort på rejsen
Folketinget har vedtaget, at den offentlige rejsesygesikring pr. 1. august i år ikke længere er gældende.
Ophævelsen af den offentlige rejsesygesikring, som vi kender den, er en realitet og træder i kraft d. 1. august i år.
Torsdag formiddag blev loven vedtaget med 85 stemmer for - fra Venstre, Socialdemokraterne, De Radikale, SF og De Konservative - mod 27 stemmer fra partierne Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten, som sagde nej til forslaget.
Det betyder, at man som dansker skal bruge det blå EU-kort på rejser. Det betyder også, at man ikke længere kan få alle sine udgifter dækket hos læger i andre EU/EØS-lande, men i stedet er dækket på lige vilkår med borgerne i det land, man besøger, og ikke som nu er dækket af det gule sygesikringsbevis.
"En brugerbetaling"
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, er en af de mest indædte modstandere af loven, fordi hun mener, at det er en "reel brugerbetaling", der bliver pålagt danskerne.
Vi er allerede gået i gang med at se på, om vi bør justere vores produkter.forsikringsselskabet Tryg
"Det bliver dyrere for den enkelte dansker, enten i øgede udgifter til rejseforsikringer eller til brugerbetaling på ydelser i udlandet, og det kan jeg ikke forstå, at et parti som Venstre går med til," siger hun.
Liselott Blixt har gennem december og januar stillet over tusind spørgsmål til sundhedsministeren for at få svar på, præcis hvordan danskerne efter d. 1. august vil være stillet i de forskellige EU-lande. DF'eren mener, at Folketinget har hastet loven igennem uden at få styr på detaljerne først. Lovforslaget blev fremsat d. 17. december sidste år.
"Der er så mange ting, der endnu er ubesvarede, og det giver ingen mening, at ydelserne for danskere, der rejser, bliver forringet, mens EU-borgere fra andre lande får bedre adgange til ydelserne her i landet," lyder det fra Liselott Blixt.
R: Køb en rejseforsikring
Hos De Radikale, der stemte for loven, mener man ikke, at det har særlig stor betydning for danskerne, bl.a. fordi rejsende danskere vil være godt dækket, hvis de tegner en privat rejseforsikring.
"Man har stadig en meget bedre dækning i EU, end man normalt har i udlandet. Desuden koster en rejseforsikring ikke ret meget, så det er virkelig ikke noget, der kommer til at have store konsekvenser," siger sundhedsordfører Camilla Hersom (R).
Der er store forskelle fra land til land på, hvor stor egenbetaling der er, når man kun er dækket af den offentlige sygesikring. Derfor anbefaler Udenrigsministeriet alle danskere at være dækket af en privat rejseforsikring i tilfælde af, at man får brug for tandlæge, retshjælp eller hjemtransport.
Måske dyrere forsikringer
Regeringen forventer, at det vil indbringe statskassen 80 mio. kr. årligt at afskaffe ordningen. Til gengæld vil det måske betyde dyrere rejseforsikringer hos de private selskaber.
"Vi er allerede gået i gang med at se på, om vi bør justere vores produkter og sikre, at vores kunder kan føle sig trygge på rejsen, også når den offentlige rejsesygesikring ophæves i 2014," har Trygs kommunikationsdirektør, Steffen Lundgren Kristensen, tidligere sagt til Jyllands-Posten.
Patientombuddet har for overskuelighedens skyld lavet et skema, hvor det fremgår, hvilke forskelle der er på dækningen med det gule og det blå kort.